- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 1 (1884) /
938

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December - Fru Amalie Skram: Constance Ring

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Han rejste da alene, slog sig rigtig ungkarleløs, besøgte de
fashonable Fruentimmer, morede sig udmærket og havde Skrupler
og Samvittighedsnag hver Morgen, naar han vaagnede. Under
saadanne Sindstilstande skrev han Breve hjem fulde af Elskov, af
Længsel og af Forsikringer om, at Livet uden hende var det rene
intet for ham. Han vidste nok, at han ikke var hende værdig o. s. v,
men han elskede hende saa højt, — det var hans eneste
Fortjæneste-Naar han nu kom hjem, skulde hun se, hvor godt det skulde blive,
Adskillelsen havde lært ham at sætte den rigtige Pris paa hende,
han skulde være saa hensynsfuld og god, ingen Disharmoni skulde
blive mulig mellem dem for Eftertiden o. s. v. Jo mere han skrev,
jo hidsigere blev han; han skruede sig op til en sand Feber og
pønsede i sin Utaalmodighed paa at gøre Rejsen kortere, end
Bestemmelsen havde været.

Constance sad imidlertid hjemme i den kedelige By med
sit evindelige Savn og sin Længsel efter det, hun havde tænkt
Livet skulde være, men som det ikke var. Det forventede
Velbefindende ved at være fri for sin Mands Selskab indfandt sig
ikke. Aldrig havde hun dog været saa nedstemt og mismodig som
nu. Ensomheden plagede hende, og dog var hun ikke i Humør
til at se nogen. Hun gik meget lidet ud og nægtede sig hjemme,
naar det ringede.

At hun dog ikke var rejst med! Hun kunde ikke lade være
at græmme sig over det. Hvad var hans Snak at bryde sig om,
han, som altid snakkede og snakkede og kom med saa meget
Sludder, som egentlig ikke var saa ondt ment, især om Aftenen,
naar han havde drukket den væmmelige Kognac med Selters i.

Bare Tiden vilde gaa, saa han kunde komme tilbage Ja,

sandelig — gik hun ikke der og ønskede ham hjem igen, han
fik være den, han var, alting var jo at foretrække for denne
tærende Ensomhed.

Og om Aftenen, naar hun skulde svare paa hans Breve,
Ilød hun hen i en vemodig Stemning med underlig bløde
Forestillinger. Hun digtede alting om; hun var en lykkelig Hustru,
hendes Mand var hendes Elskede, som brændte efter at ile hjem
og slutte hende i sine Arme. Det var Længselen, som gjorde
hende trist og hjærtesyg o. s. v.

Denne hendes Digtning gled over i Brevene; den lagde et
Skær af Ømhed over Stilen og formede Udtrykkene varme og
milde, saa Ring sad og læste dem med Henrykkelse.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Nov 21 04:09:56 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1884/0950.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free