Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December - Fru Amalie Skram: Bemærkninger om Bj. Bjørsons „Det flager i Byen og paa Havnen“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
følges til Jorden af alle Byens Standspersoner, og i tre Dage bliver
der talt, spist og drukket til hans Ære.
Et overvældende rigt Stof er her samlet ind i en meget
snæver Ramme. Paa en fjorlen til seksten Sider er givet en
Række Billeder, der brænder sig ind i Erindringen med en saadan
Tydelighed, at de staar for Bevidstheden som Oplevelser. Vi
føler den forhærdede Bitterhed i Aadel Knutsdatters brudte Stemme,
som hun sidder i den store Stol i Grøntstuen og klager for Degnen
over sin Ægteherres Mishandling, og siger at nu er hun færdig.
»Gud ved hvem som bliver den næste; men kanske ved hand det
ogsaa self« — føjer hun til. Vi ser Hr. Max staa fast i
Loftstrappen, da han med sin korpulente Krops Tyngde har traadt
Hul i Trinet, og hører de Forbandelser og Skældsord han bruger
over at han ikke kan naa op til dem, der har flygtet for hans
Udsugeiser. Vi ser ham slaa Degnen over Ende paa Prækestolen,
fordi han har forrettet Tjænesten i hans Sted, da han var »ubekvem
af Drik«, og ikke selv kunde. Og vi mærker tydelig, Arten af
Enkens Taarer — hun, som holdt Hus for Sjøfolk, — da hun
jamrer over Præstens Pengeudpresninger. Fra alle Sider falder
Lyset ind over de optrædende. Ganske uformærkt er de ydre og
indre Faktorer, der muliggjorde en Tilstand som den skildrede
taget med, og gennem disse har Datidens ynkelige Fysiognomi faaet
sin Afspejling. Betragtningerne over Guds almægtige og naadige
Sfyrelse, — han, »som hafver sine egne Vejer paa forder Haand
udstuckit« — der følger oven paa Beretninger om en ren
Syndflod af Skændselsgerninger, giver et slaaende Udtryk for Tidens
af Tcxflogiens Dressur formørkede Forstand og forvænte Begreb.
Sammentrængt som i en stærk Essens,’ strømmer den
Forfaldets og Forkuelsens Atmosfære os i Møde, som den lange
Lydrigetilstand og den trælleagtige Falden til Hvile under det
fremmede Aag havde affødt, en Atmosfære, uden hvilken det
vilde været umuligt at drage Aande i hine Skændselens Tider.
En eneste Lysstraale lader Forfatteren bryde ind over dette
Mørke. Det er Begivenheden med Bonden, der gaar op og øver
Justits paa Hr. Curt for sin voldtagne Datter. I denne Bondens
Mandsdaad giver den bagbundne og i Støvet trampede Folkekraft
et værdigt Livstegn fra sig.
Ved Hr. Max’s Død gør Forfatteren en Stands og springer
et Par Slægtled over. Fortællingens Traad optages igen i 1830.
Da var Ejeren en lang, sortsmudsket Fyr med et grønt, fodsidt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
