Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Dr. phil. G. Brandes: Arne Garborg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et Par af Novellerne, Av laak Æt og Seid til den
Vonde fra Aarene 1878 og 79, ere prægede af større digterisk
Ævne end den samtidige Fortælling Ein Fritenkjar; men de
interessere mindre, fordi de mere nærme sig til Bondefortællingens
almindelige Stil; der er et romantisk, næsten melodramatisk
Element i dem; de ere fortalte som Dalsgaard i sin gode Tid malte.
Opfattelsen er ikke meget forskellig fra den alvorsfuldt mørke,
abstrakt patetiske i Magdalene Thoresens første Noveller. Saa er der
fra samme Tid en lille Fortælling Hemn, et Kunstværk, der i
stilfuld Korthed kan maale sig med Bjørnsons tidligste, mest
fortættede Historier, kun at Udgangen er mørkere og vildere end
i Reglen hos Bjørnson, og at Præstetypen ikke som hos
Bjørnson er ideal.
’Den nydelige Novellette Stordaad, en Historie om en
Student, der giver et Par fattige Børn sit sidste
Tolvskillings-stykke efter at have ønsket dem og deres Sang, der forstyrrer
hans Læsning, til Bloksbjærg, og om den Fristelse, hvori
Pengestykket sætter de udhungrede Smaabørn, idet Sulten drager dem
magnetisk og uimodstaaeligt til Dampkøkkenet, medens den til
sidst sejrende Pligt mod den syge Moder byder at bringe hende
Pengene hjem — er særligt fortræffelig ved den lethumoristiske Form
saa fjæm fra Rørelse og fra al hul Patos, som den er støbt i.
Men de to smaa Noveller Ein Ungkar og Ungdom
overraske, skønt de tilfredsstille mindre end de pirre. Det undrer en at
faa sligt ned fra Norge og tilmed paa Landsmaalet. Man tænke sig!
der er Kaadhed, der er overgiven, sanselig Livsglæde heri. Man
tænke sig! her er en som ikke præker! eller rettere, her er.
en, som en Gang hvert sjette Aar i et Par smaa Noveller kan
lade være at moralisere. Man skulde forsværge det. Men det
tager sig livagtigt ud som om han lo — lo, ikke paa den strænge
Sædeligheds Vegne af de usle usædelige Syndebukke, men som lo
han — Himlen bevare min Tunge! — af visse store, som
realistiske Fritænkere forklædte, Lægprædikanter, der stedse mere
synes at løbe sig fast i den Opgave at forbedre Boniteten af de
ugiftes Goelibat.
Det virker som mødte man en Guy de Maupassant midt inde
iblandt de norske Fjælde og blev tiltalt af ham paa Landsmaal.
Ein Ungkar er ikke ret bleven til noget: en lystig Begyndelse
og Midte med et Par cyniske Slutningsord. Derimod er Ungdom
et Stykke lattermild Kunst, ikke mere moralsk end »Julestuen«,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
