Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Paul Bourget: Brev fra Paris
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Del beklager, fordi de tildække den fulde Oprigtighed, der gaar
gennem Bogens Plan.
Richepin indtager overfor Religionerne en anden Stilling
end Musset, der var bedrøvet over sin Vantro, og har ikke
heller den sympatetiske Følelse af Vantro, der er egen for
Leconte de Lisle. I hans Øjne er Forestillingen om en Gud
absolut skæbnesvanger for Menneskeheden, og det ikke blot
Forestillingen om en personlig Gud, men om en Lov, en
Verdensorden, en logisk Nødvendighed, der behersker Universet.
»Gudsbespottelsernes« Digter er rustet mod alt, hvad der i Naturen kan
forestille noget andet Begreb end Tilfældet, og hans Digte gaa
alle ud paa at forherlige dette Tilfælde, der virkelig betragtes
som Tingenes sidste Grund. Han genoptager Oldtidens
atomistiske Teori, men hvad der stiller ham paa en ejendommelig
Plads i vor Tidsalder, er, at denne Teori om en Verden uden
Aarsager, i Stedet for at gøre ham bedrøvet, begejstrer ham, i
Stedet for at nedtrykke ham, løfter ham, saa at han, langt fra at
fremhæve det pessimistiske ved en saadan Antagelse, deraf tvært
imod udleder en Slags lyrisk Optimisme. Man indser deraf, hvor
sand den Paastand er, at vore Læresætninger om Verdens Godhed
eller Usselhed fremfor alt er et Udtryk for vor Modtagelighed
for Indtryk.
Hvad Værd nu end den Lære maatte have, som Richepin
besynger, vist er det, at han har besunget den i meget smukke
Vers med sikker Bygning, i et kunstfuldt Sprog og med en
glødende Veltalenhed. Ved dette sidste Træk slutter han sig til den
klassiske Tradition. I lange Tider har vor franske Poesi meget
mere stræbt efter Veltalenhed end efter Sværmeri, mere sigtet
paa Tanken end paa Billedet, mere lagt an paa den retoriske
Udvikling end paa det digteriske Syn. Det stemmer ganske
overens med hele vor Races Aand, og det er kun ved at granske
den nordiske Indbildningskraft, at vi har tillæmpet os i Retning
af en sværmerisk og inspireret snarere end demonstrativ Poesi.
Richepin, der er revolutionær i sin digteriske Begejstring, er det
ikke i sin Form. Der er det Lighedspunkt mellem ham og
Mau-passant, at de begge slutte sig til Overleveringen fra vore gamle
Skribenter. Richepin er fremfor nogen Visedigter noget, man
ikke i lang Tid har kendt i Frankrig. Der findes i det omtalte
Bind Digte en Række Sange, der bære Overskriften: Blodets
Sange, og hvis Rytme, Bygning og Fart gøre dem til Mesterværker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
