Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Herman Bang: Teatrene. — Holbergforestillingerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Men en mer nøgtern Tid skulde komme, der saa mer forstaaende paa
Leanders Elskov. Man spurgte sig selv, om den Holbergske Kærligheds
Faa-mælthed ikke ret beset stemte langt mere med Folkets Karakter end alle de
skinnende Billeder, Romantiken slog om jævne Følelser. Efter alt for længe
at have stirret paa Romantikens Mælkevej vendte man med Sympati sit Blik
mod Leander og Leonora, som for troskyldig Elskov fandt troskyldige Ord.
Man saa, at disse Ord, der var blevet blege under de romantiske Troper,
de var ikke saa kolde, at de jo kunde faa Varme paa elskovshede Læber; at
disse Kælenavne var ikke latterligere, end at de bleve søde for Øret, naar de
kom fra bevægede Sjæle; og rundt om i Holberg fandt man i et Par hastige
Ord; der i et sart Billede; i en bly og jomfruelig Sætning paa Leonoras Læber
den samme dybe Gætten af Kærligheden som af saa mange andre
menneskelige Lidenskaber og „Daarskab”.
Og ved at skænke de to Elskende al deres Sjæls Varme i Stedet for som
før at spidse dem af med medlidende Smil. gjorde vor Tids Skuespillere
Leonora og Léander fra en Kolumbine og Harlekin, der sagde noget, til to
Mennesker, som elsker hinanden. Og vi, som før havde betragtet dem med
Ligegyldighed, lyttede med ejendommelig Nyden til de naive Ord, der lød i deres
Mund lige som en fin og klar Duet af Fa’er Haydn. Saaledes fornyer hvert
Slægtled sit i de gamle Mesterværker.
Og mon vi ikke kunde gøre endnu mere end at genskabe Elskerparret
hos Holberg? Det var muligt, at vi. som lever i psykologiske Analyser, ved
et fornyet Eftersyn af de Holbergske Typer fandt, at i Tidernes Løb en Maske
var blevet lagt over flere menneskelige Ansigter. Vi kunde maaske ved at
individualisere Hovedtyperne bringe hver enkelt Skikkelse Livet og os nærmere,
og vi vilde formaa det, ikke ved at paatvinge den gamle Mester noget fremmed,
men kun ved dybere og mere personligt at tilegne os alle Enkeltheder i
hans Værk.
F. Eks. Jeronimus. Ikke sandt, naar han nævnes, viser sig for Dem et
Billede? Stor Paryk, Guldknapsstok og gnaven, Saadan ser Jeronimus ud.
Tænk Dem om og indrøm, Vejen er kort til Kassander i Pantomimen. Men
Skylden er ikke Holbergs. Han har aldrig skabt en Jeronimus, han har malet
os en halv Snes, der er forskellige i alt; et alene er fælles: Navnet. Eller
hvad Lighed er der mellem Jeronimus i „Kildereisen” og Jeronimus i
„Maskeraden”? Slet ingen. Den sidste er den interessanteste Figur: maaske den
vanskeligste, sikkert den indholdsrigeste af samtlige Gammelmænd hos Holberg.
Hr. Jeronimus er en fornem og fin gammel Mand. Hvert Ord, han siger,
bærer Vidne om, hvor højt han agter Formen i Skikkelse af god og gammel
Skik. Hans Søns Forvildelse smærter ham, fordi han er ærekær og holder
paa sin Families Renomé. At irettesætte ham for disse Forvildelser gør ham
ondt. Han siger selv med nobel Finfølelse, at han nødigt ønsker, at tale
Sønnen saaledes til. Men han maa det.
Scenen mellem Jeronimus og Leonard spilles nu burlesk. Man kunde
tænke sig Optrinet mellem de to gamle bragt fjernere fra Farcen, langt nærmere
til den ægte Komedie. Det kunde ske, hvis Leonard blev mindre
maskemæssig. Leonard hører til de Figurer hos Holberg, som man i Tidernes Lob
har gjort færdige ved Hjælp af en Paryk og et Par Spændesko. Det var en
Tredje-Rolle — intet mer. Men Digterens Tredjeroller ere ikke saa sjælden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
