Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Herman Bang: Teatrene. — Holbergforestillingerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det forekommer mig, jeg ikke nogen Sinde har oplevet en lignende
dramatisk Laisser-aller. Privatteatrenes Repertoire har ofte været broget; først
nu er det blevet fuldstændig meningsløst. Man har omgivet
Holbergforestil-lingerne med et Einerlei af Kling-Klang, der, selv om Publikum endnu føler
sig oplagt til at more sig, sætter Kritikerens Taalmodighed paa den haardeste
Prøve.
Farcen, hvis Væsen er en Fa<;on, har som sine Dyrkeres Maal den
bra-vourmæssige Virtuositet. Den tvinger som ingen anden Genre til at blive
Virtuos i alt Skuespilkunstens Ydre. Ingen maa kunne anlægge saa mange
Stemmer, ingen saa mange Masker som en l^arceur. Han maa have det samme
fuldkomne Herredømme over sin Strube som over sin Sminkeplade; Han maa
kende sit Legeme som ingen; ti ligesom Tragikeren maa være en Mester i
Plastik, maa Farceuren være fuldkommen i Manglen af Plastik, hvad der
maa-ske er endnu meget vanskeligere.
Man kan maaske sige, at Farcespilleren studerer det menneskelige Liv,
men hans Metier tvinger ham til stadig at sé det i Dumhedens og de fikse
Idéers Forkortning. Han fremstiller — hvis han er betydelig — ofte
Mennesker, men han hænger altid en lille Abehale under deres Frakkeskød. Det
er denne lille Abnormitet, som fører fra Komedien til Farcen.
Sé en stor Farceur. Han kan ofte komme ind med sil eget Ansigt —
et meget kønt Ansigt, som man betragter uden Latter — indtil man kommer til
at sé en Vorte paa hans Næse. en rød, fugtig og udfordrende Vorte, og man ler
ustandseligt. Eller man opdager med ét, at han har Kineserøjenbryn, og man
vrider sig af Latter, skønt ellers alting er dig og mig ganske ligt og ikke det
mindste latterligt, slet ikke det mindste.
Men hele Farcens Hemmelighed er gemt i dette kinesiske Øjenbryn i et
ellers saa „anstændigt* Ansigt.
En af Evropas berømteste Portrætmalere sagde om den Kunst at male
Portrætter: .Vælg Dem. naar De skal male et Portræt, et bestemt Træk hos
Modellen, efterlign det sanddru, ja slavisk — saa kan De gærne forandre alle
de andre Træk, De vil dog faa et Portræt, der ligner.* Farceuren gaar den
modsatte Vej.
Den store Farcespiller giver ofte el Portræt — kun det eneste lille Træk
forvrænger han — sætter det kinesiske Bryn — og Mennesket ligner ikke
mer; han er gaaet over i Farcen. De ægte Farcespillere véd, at dette med
det ene Træk er den gode Farces Hemmelighed. Farcemenneskene er lige saa
nær ved at være Mennesker som mange sindssyge er ved at være
fuldkomment kloge; der er bare én lille fiks Idé, den ene lille Mangel paa Begreb —
som dømmer til Hospitalet og til . . . Farcen.
Paa Grund af den Virtuositet, som Farcen udvikler, tror jeg, den kan
have sin Nytte som llddannelsesniiddel for den unge. Det gælder for ham
kun at vogte sig for ikke at faa den Farcesplint i Øjet, der til evig Tid fæster
hans Syn paa den latterlige Vorte. Ti med Splinten i Øjet vil han gaa tabt
for Kunsten; det store Klowneri vil have faaet en Dyrker til ... .
Det store Klowneri, som for Øjeblikket breder sig paa vore Teatre. Jeg
maa tilstaa, at jeg aldrig har sét noget Teaterstykke, som har saa lidt med
Teatret at gøre som Kasinos nyeste Triumf: .Djævelens Datter*. Efter
forgæves at have forsøgt at besejre Hovedstadens Kulde som Teaterleder, har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
