Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Herman Bang: Teatrene. — Holbergforestillingerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En ung Pige elsker for første Gang; han kysser hende paa Armen paa
et Bal; skælvende fornemmer hun det første Kærtegns hede Lykke og
drømmer i en Time hundrede Drømme, indtil hun vækkes af en lille Søster, hvem
den, som har hidset hendes unge Behag, har sågt de samme Ting, villet give
samme Kærtegn.
Det er alt. Og det er rammet ind af et borgerligt Bal, kvor Kotillonens
Ture er ene om at drive Handlingens Hjul, hvor Helten forsvinder midt i
Stykket, og hvor den dramatiske Økopomi tilsteder et halvt Dusin Personer,
som intet som helst har med selve Fabien — Arlas Forelskelse — at gøre.
„En frelsende Engel" er da intet Drama. Det er et Interiør, som
fortæller os en ringe Historie om en eneste lille Følelse. Denne dramatiske
„Situation" vilde henrykke den Skare unge franske Kritikere, som fordrer ét
og kun et af Teatret: Sanddruhed og Simpelhed, som vil sé en Lidenskab
oprullet, uden Apparat, uden anden Spænding end den, som ligger i enhver
Lidenskabs Historie, som fortælles sandt og er gættet lige til Hjærtets Dyb.
Disse unge Kritikere — er de maaske alt for entusiastiske? — tror, at
et saadant Drama vilde holde vaagent ved sin Sandheds Kraft, vilde interessere
ved al stille Menneske Ansigt til Ansigt med Menneske. De tror, at dette
Drama vilde blive Fremtidens kæreste, fordi det var det mest menneskelige.
I dette Drama er „ En frelsende Engel “ et maaske halvt ubevidst
Forsøg.
Hvad der fængsler i Fru Edgrens Drama,, er dets fuldkomne Liv. Alt
lever i dette Interiør. Alt er saa klart, al vi øjeblikkelig gætter hundrede
Ting, ingen har fortalt os. Vi kender hele Statsraadens Ægteskab, vi har
Rede paa hele hans Karriére, paa hele hendes Resignation. De faa Typer,
vi ser, er nok til at male os hele deres Krpds. Vi indflætter villigt, hvad der
fattes, og vi ser Statsraadens Hus med alle de Venner, som er i Færd med at
forlade det — Fortidens — alle de Gæster, som er paa Vej tij at drage ind og
befolke det i Fremtiden.
Alting lever omkring den stakkels Arla. Og hendes egen Følelse er fin
og sand. Der er noget som Violinklager over hendes Længsler og Ord. Noget
jomfrueligt, inderligt og rent. Sligt som hører den første Vaar til, og som
forsvinder en smuk Dag, naar Arla er blevet en Cecilie. Ti Livet udvikler og
giver intet evigt Foraar .... Men Tæppet falder, inden Arla naa’r saa vidt.
Endnu sidder hun bodfærdig ved Moderens Fødder, og en Huspostil luller hende
til Ro.
Fru Edgren har villet standse her.
Ved de svenske Kunstneres Udførelse af „En frelsende Engel" blev
Stykket en fuldkommen Succes. Det var’ intet Under, ti man kunde vanskelig
tænke sig en mere sanddru og en mere levende Fortolkning. Man var i en
Salon og i en Salon i S ver i g. De kongelige svenske Kunstnere kunde ikke
faa nogen mere glimrende Lejlighed til at vise alle deres Scenes Fortrin
end denne.
Og den mesterlige Helhed rummede to Enkelt-Ydelser af første Rang.
Maaske var Olga Bjørkegrens Statsraadinde størst. Man læste hele
Statsraad-indens Historie ved el eneste Blik paa hendes Ansigt. Saaledes fortæller den
store Kunst ved den blotte Tilsynekomst alt det foregaaende. Den lader os
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
