Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Kammerherre C. St. A. Bille: Parlamentarisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ere af lige Gyldighed *). Dette Hovedprincip er saa klart som
muligt udtrykt i selve Forfatningen, hvis første Artikel overgiver
al den Lovgivningsmagt, som den omfatter, til »en Kongres af de
Forenede Stater, som skal bestaa af et Senat og et
Repræsentanternes Hus«, uden med et Ord at nævne Præsidenten, der saa
til Gengæld faar hele den udøvende Magt. Koncipisterne kunne
umulig have været sig ubevidste, hvilken principiel Ulighed der
herved skabtes med England, hvor Regeringens Deltagelse i
Lovgivningsmagten gaar fra det første Trin til det sidste, og hvor
Ministrenes Møde for Parlamentet er Livsbetingelsen for det hele,
ja hvor de slet ikke kunne være Ministre uden tillige at være
Parlamentsmedlemmer, De kunde ikke tage fejl heri, men
derimod have de amerikanske Politikere fejlet og miskendt deres
eget Lands politiske System, som senere have stillet Forslag om
at give Præsidentens Ministre Adgang til at deltage i Kongressens
Forhandlinger, en Reform, som da heller ikke nogensinde har
kunnet vinde Stemningen for sig, hvor megen praktisk Nytte den
end vilde kunne stifte til Fremme af det nu planløst prisgivne
Lovgivningsarbejde.
r Il-
Forfatteren bruger et stærkt Sprog og uforbehojdne
Udtryk, hvor han skildrer Parlamentarismens Natur og Væsen. Den
parlamentariske Regeringsforms første og nødvendigste
Forudsætning er, siger han, at Statsmagten flyttes fra Kronen til
Parlamentet eller til et af dets Huse, saaledes at det nu egentlig er
’) I Norge skulle de Love, som vedtages trods det kongelige Veto, heller
ikke have Kongens Sanktion, og deres Intimation er forskellig fra den
almindelige. Men det kongelige Veto overstemmes der kun, naar en
Beslutning er bleven uforandret antagen af tre ordentlige Storting, sammensatte
efter tre forskellige, efter hinanden følgende Valg og indbyrdes adskilte
ved mindst to mellemliggende ordentlige Storting uden nogen
mellem-kommende afvigende Beslutning. Heller ikke kunne Storlingsbeslutninger
blive til Lov derved, at Kongen undlader at tilkendegive sin Vilje. Den
norske Konge og hans Regering have fuldt Initiativ. Skønt nogle af de
almindelige Sætninger i den norske Grundlov se ud, som om de direkte
eller ad en Omvej vare tagne fra den amerikanske Forfatning af 1787,
er der ikke Tvivl derom, at Lovgivningsmagten i Norge som Regel
tilkommer Kronen og Stortinget i Forening.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
