Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Højskoleforstander V. Ullmann: Johan Sverdrup og den norske Forfatningskamp. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dannelsen af Novemberforeningen og hvad dermed hang
sammen, var det heldigste, som kunde hænde Venstre. Ganske
vist fik det paa den Maade mange flere Modstandere at bekæmpe,
Modstandere af Storbønder med mange afhængige Folk i sin
Lomme, men saa blev til Gengæld Stillingen klar og Venstre selv
stærkt og fast. Med alle de senere Novemberbønder i sin Midte
havde aldrig Venstre kunnet enes den 9de Juni 1880. Dertil kom,
at ved denne Adskillelse fik Venstre en anden stor Fordel: det
mistede det sidste Skin af Standspolitik, af at være et udelukkende
Bondeparti med dettes Standsinteresser. Det skyldes ikke mindst
denne Ting, at saadan en Mængde Mennesker af alle mulige
Samfundsklasser har kunnet slutte sig til dette oprindelig saa godt
som udelukkende Bondeparti. Venstre kunde have gennemført
Statsraadssagen, som det havde gennemført aarlige Storting, men
havde det ikke ved sin Kamp for Stemmerettens Udvidelse aabnet
sine Rækker for høje og lave udenfor Bøndernes Kreds, saa havde
ganske vist ikke Kampen mod det blevet saa haard, men saa
havde det maaske allerede nu med Sejren i Hænde staaet der
som det nye konservative Regeringsparti, for hvem det gjaldt at
holde alle andre ude, paa samme Maade som det‘gamle
konservative Parti før det stod. Og saa havde Historiens Nemesis rammet
det paa samme Maade. Som det nu er, er det blevet til
det store Fremskridtsparti med vidtrækkende Reformer paa sit
Program.
Paa den anden Side maatte Novemberforeningen gaa videre
og videre. Dens Ledere havde før paa Stortinget kæmpet for, at
Tyngdepunktet i vort offentlige Liv skulde ligge i
Nationalforsamlingen, men hvorledes kunde de nu gøre det længere, naar det
gjaldt at hindre Stemmeretssagens Fremme? Derfor kom ogsaa
Paastandene om det absolute Veto dem rigtig til Pas. Kunde
Vetoet hævdes, saa var de sikre for Stemmerettens Udvidelse;
men Vetoet var jo oprindelig rettet mod Statsraadssagen, og saa
var der ikke Bøn for, Novemberbønderne maatte stille sig mod
Statsraadssagen, den, de saa mange Gange havde talt og kæmpet
for, aldeles paa samme Maade som det Stangske Parti før
dem havde maattet gøre. I Sandhed, ogsaa Politikere habént
sua fata. (Sluttes).
V. Ullmann.
Tilskueren. 1885. * 12
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
