Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Herman Bang: Teatrene (Januar)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Stykke gediegen Kunst, som tænder Virkelighedens klare Lys midt i
Folkekomediens triste Tusmørke.
Paa Kvindesiden venter Fru Rosenbaurø og Anna West og endnu flere
kun paa Lejligheden tor uforfærdet at give sig et frisk Talent i Vo(d og spille
paa Livet løs . . . Men Teatrets Leder følger Nørregades Tradition, som sige«
at være Farcen og Folkekomedien. Han, hvis egen store Virkelighedssans,
udmærkede Skole og grundige kunstneriske Udvikling bedre end nogen anden
kunde styre og sætte Skik paa og forme al denne hidsigt ventende Ungdom,
der omgiver ham — tager med .Posten til Lyon* for at lægge sit knnstneriske
og literære Renonaée paa Bødlens Blok.
Og Publikums Ligegyldighed berøver ham oven i Købet deø Gevinst, han
rejste for at hente. Ti den, som vil spekulere i Mængdens Instinkter, kan for
øjeblikket ikke lade sig nøje med en stakkels Nordbakke for en Karet. Han
maa vise større Mod. Han maa hænge sin Primadonnas dyre Liv op i c»
S ving-Trapez og lade sine Maskinfolk trække Træheste i bevægelige Haler. Har
han ikke et saadant Mod, kunde Folketeatrets Direktør maaske for Kassens
Skyld lige saa godt drage sig til Minde, at det var paa Folketeatret, Skuespiller
Abrahams* store Lærer, Høedt, kæmpede — om end anonymt — for
Berettigelsen af et betydningsfuldt Repertoire og pletfri Indstudering af værdifulde
Stykker.
Nu overlader Direktør Abrahams Hr. Andersen Valpladsen.
Dagmar-teatrets Styrer har ikke været sén til at <age den. Fru Oda Nielsen har
gjort ham Sejren let i det Øjeblik, han saa’, hvilke store Muligheder det
kongelige Teaters tragi-komiske Ævneløshed aabner et af vore Privattealre.
Sejren for .Diane de Lys* som Sejren for ,Et Besøg** var Sejr for Fru
Nielsen. Oda Nielsen er evig Tryllerske af Publikum. Som .Frøken Nitouche*,
som .Diane**, som .Florizel* — altid samme Sejr, af samme Grund.
Der er en Scene i ,Et Besøg*, som giver Nøglen til den Fortryllelse,
under hvilken Oda Nielsen holder Publikum fangen. Det er Scenen, hvor
Neergaard spørger, om Florizel kender Repbolt. Her bliver Fru Oda Nielsen
straks hjælpeløst forfjamsket som et skræmt Barn; der kommer over hende en
sitrende Dødsangst som over en Spurveunge, vi holder mellem vore Hænder,
bon bliver i et eneste Nu Billedet af den yderste Svaghed, den rent
redningsløse Hjælpeløshed . . .
Frn Nielsen spiller altid saaledes. Hun spiller den svage Kvinde.
Gennemgaa alle hendes store Roller, og man vil møde det samme. Den
klyngende Hjælpeløshed, Trangen til al støtte sig til Manden, til at bæres op af
hans Styrke, til at gemme sig ind ved hans Bryst Og hun gemmer sig ind
med en kælen Ynde; en blodfattig men hed Sensualisme, som ikke just af
Uskyld men mer af træt Raffinement er tilfreds med blot at ligge der saa lunt,
i Mandens Arm, Hovedet mod en stærk Skulder.
Der fly’r Florizel ind under Regn og Rusk. I Solskin kvidrer og flagrer
hun som en fin og graciøs Sirfugl i sit Bur; og hun har Smil og Nynnen og
Sang til mange, Koketteri til ikke faa. Men i hendes Spillen om er intet
Gemyt, som hendes Lidenskab er uden Dyb.
Overfor Skæbnens Ansigt ryster Oda Nielsen som et Espeløv. Med
taare-blændede Øjne siger hun skælvende sil: Nej — nej, Kai — og bøjer sit Hoved
som i Skræk for korporlige Slag. Men denne fuldstændige Raadløshed, Hjælpe-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
