Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - K. Gjellerup: Fyrstegraven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fyrstegraven.
Granske vist kom jeg til Goethes By fra Elverkongens
Land, »hvor Nat og Vind og Ellefolk og Gysen har hjemme«,
men jeg fik des værre ikke Lejlighed til at sande Oehlenschlägers
Ord i den unge Goethes Stambog »In Weimar weht es schon
mehr gelind«. Da jeg om Morgenen kiggede ud ad mit Vindu i
den gode Gæstgivergaard, Elefanten, var det ikke længer det
straalende Foraarsvejr, hvormed den læmpelige Vinter syntes at
ville takke tidlig af. En raa vaad Kulde slog mig i Møde, og den
løse storfnuggede Tøsne hvirvlede tæt over det lille Torv med
Lucas Cranachs ærværdige Hus.
Altsaa Vinter igen! Men lige meget: vel mødt ogsaa
saa-ledes, i din vaade Snedragt, du Tysklands beskedne søjleløse
Athen! Skulde jeg ikke finde Lys og Varme her trods Graavejr
og Slud?
Weimar! Der var en Tid, da dette Navn havde en større
Klang i Tyskland end Berlin. Der er dem, for hvem det endnu
har det.
Jeg tænker ikke herved paa Weimars nulevende Storhed
Franz Liszt, der paany har fyldt den lille By med Berømmelsens
Glans, med Klavermusik og med Latteren af den hysteriske
Genidyrkelses Komedie — til Gengæld fordi det før manglede
Komedien. Jeg vilde ikke have haft nogen Adkomst til Klaverkongens
Hof, og desuden var Abbeden paa denne Tid bortrejst, saa for
mig var Weimar kun Enkesædet for Germaniens Muse, som Heine
kalder det.
Et beskedent, net Enkesæde. Minderne og Relikvier ere
dets eneste Skatte. Byen har intet som helst arkitektonisk Præg,
den er ganske stilløs; man finder ikke her som i Nordtysklands
Tilskueren. 1885. 14
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
