Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - K. Gjellerup: Fyrstegraven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
grunden ser man et Par blanke Egetræskister uden Forsiring,
men dækkede af visnede Kranse, hvis lange Baand med
Votiv-Indskrifter hænge helt ned til Gulvet, og hver med sin Glaspult
ved Hovedgærdet,- hvori en Sølvkrans og en Guldkrans glimte i
de matte Straaler fra en Lygte, som Graveren har hængt paa en
Pille ved Døren.
Der var en Tid, da en Konge ikke regnedes for noget
stort i Sachsen; det var den Gang, da Napoleon mødtes med den
russiske Kejser i Erfurt, et Par Mil herfra, og lod Talma komme
Vra Paris »for at spille for et Parterre af Konger«. Om Aftenen,
da de fyrstelige Vogne kørte frem, blev en Skildvagt blændet af
et pragtfuldt Liberi og gav Ordre til at hilse med tre
Trommehvirvler. Men Officeren raabte barsk: »Taisez-vous! ce n’est qu’un
roi!« Denne Anekdote faldt mig ind, da jeg stod ved disse to
Egetræskister og saa’ Baggrunden af Hvælvingen opfyldt af
Fløjelskister og Marmorsarkofager. De andre er kun Hertuger i
det lille Sachsen-Weimar; man standser ved disse Fyrster i et
Rige, som er større end det tyske. Naär man ogsaa dvæler ved
Carl Augusts Grav, saa er det nærmest fordi han var Digterparrets
Ven, og for saa vidt som man bøjer sig for Hertugen, er det for
den Hertug, der undertiden pantsatte sine Juveler for at skaffe
en Kunstner Understøttelse. Men det er Digterfyrsterne, man
siden tænker paa ved den mægtige Beethovenske Klang i Navnet
»Fyrstegraven.«
Fyrstegraven, — ofte har jeg tænkt mig dette Navn som
Titel paa et Digt, et enkelt Brudstykke har jeg ogsaa formet;
men jeg vilde ikke vove uden under Rytmernes Højtryk at lade
Sproget forsøge at naa den Stemning, som jeg fandt her, da jeg
for første og eneste Gang stod ved de jordiske Lævninger af en
Aands virksom hed, uden hvilken jeg ikke kan forestille mig min
egen. Jeg mener ikke blot hermed, at den tyske og dermed
ogsaa den danske Literatur er saa dybt præget af Goethes og
Schillers Digtning, at det er umuligt for nogen dødelig at sige,
hvad den vilde være bleven uden disse Heroer. Jeg tænker ikke
paa denne almindelige Gæld, hvori vi alle staa til dem. Men
min aandelige Udvikling er saaledes knyttet til deres Værker, at
den er umulig uden dem. Andre Digtere kan jeg skylde dette og
hint, uden dem er jeg mig selv utænkelig. Denne Følelse af kær
Gældbundethed, hævet til Andagt ved den Trolddom, der
omsvæver Gravene. Ti vor Tænkemaade være saa spiritualistisk,
14*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
