Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Højskoleforstander V. Ullmann: Johan Sverdrup og den norske Forfatningskamp. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
fra. Teoretisk havde den imidlertid altid været hævdet af
Stortinget, idet Grundlovsforandringer altid havde været oversendt til
Regeringen uden Anmodning om Sanktion, medens man derimod
ved alle andre vedtagne Lovforslag anmodede Kongen om denne,
og naar uerfarne Tingmænd havde været Formænd for den
Deputation, der overbragte Beslutninger om Grundlovsforandringer,
havde de altid faaet Paalæg af Præsidenten om ikke at bede om
Sanktion. Men hævde Grundlovens Ord i hele sin Renhed havde
Stortinget ikke haft Kraft til, og saa gik det som i alle saadanne
Tilfælde, at Børnene kom til at lide for Fædrenes Svaghed.
Men aldrig havde Stortinget udtalt sig for et absolut Veto
i Grundlovssager, — en enkelt Stortingsmand kunde en sjælden
Gang have erklæret sig for det, men aldrig Stortinget som
Helhed. Selv ikke i 1824, saa meget end Højre brugte at ride paa
den Udtalelse, som da fremkom. Ti ganske vist fandtes i en
Adresse, som Stortinget da vedtog for lukkede Døre, de Ord, at
Kongen efter Sagens Natur har absolut Veto i Grundlovssager.
Men da det samme Udtryk kom frem i en Komite-Indstilling om
Karl Johans reaktionære Grundlovsforslag det Aar, blev der
protesteret mod Udtrykket, og det vedtoges saa, at Stemmegivningen
kun skulde gælde Komiteens Konklusion, ikke dens Præmisser.
Det ligger derfor nær at antage, at de Par Linjer, der taler om
Vetoet, i den meget lange Adresse, har undgaact Stortingets
Opmærksomhed Heller ikke har, lige til Vetostriden kom op, noget
Menneske tænkt paa Adressen af 1824; Grundlovsfortolkerne, selv
Stang i sin Fortolkning af 1833, nævner den ikke.
Men var den hele Tanke om et absolut Veto saaledes
aldeles ukendt for Folket i Almindelighed, saa var Sagen vel
forberedt indenfor Embedsstanden, i alt Fald indenfor den juridiske
Del af den. Ti Vetoet havde allerede i flere Aar været doceret
ved Universitetet. De juridiske Professorer hørte næsten alle til
det yderste Højre og havde øst sin meste Tankegang om Statsret
fra tyske Professorers Værker, og for de Herrer var det noget
fuldstændig abderitisk at tænke sig en Stat uden absolut Veto
hos Regenten. Derfor maatte ogsaa vore Professorer solch ein
Ding haben. At vor Forfatning ligger forud for den Tid, da man
stod i Frankfurt eller Berlin og lavede Forfatninger ud af
Professorers indre Bevidsthed, forud ogsaa for den Tid, da en
Grundlov var blevet til en Kongegave, det forstod man ikke. Vor
Grundlov er et Barn af Revolutionstiden, af den Tid da man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
