Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Højskoleforstander V. Ullmann: Johan Sverdrup og den norske Forfatningskamp. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
raabte: paa Lygtepælen med Hr. Veto! Den er ligefrem
udarbejdet over den franske Grundlov af 1791 og den spanske af
1812, og ingen af disse Grundlove kender noget absolut Veto.
Men det historiske Forhold har Højre heller aldrig villet ind paa
under Vetostriden; det har i alt Fald altid foretrukket at svømme
om paa Fortolkningernes- Hav. Skulde man endelig ind paa det
historiske, da løb det altid saa uheldig af, at man skyndsomst
trak Følehørnene til sig igen. Saaledes skulde
Novemberforeningens Organ prøve paa en populær Udredning af Grundlovens
Tilblivelseshistorie og kom saa i Skade- for at stille baade den og
os paa Kielertraktatens Grund, saa vi altsaa retmæssig var et af
Danmarks .Konge til Sveriges Konge afstaaet Folk og vor
Grundlov følgelig en »Pagt« mellem Erobreren Karl Johan og det
overvundne norske Folk. Dette var jo det samme, som Svenskerne
havde-sagt i 1860, og som den Gang vakte en saa uhyre
Forbitrelse i Norge. Og Usandhed er det fra først til sidst; ti aldrig
har Nordmændene anerkendt Kielertraktaten,. og det var saa langt
fra, at Karl Johan havde erobret Norge, at han nok var glad til,
han kunde faa Fred snarest muligt paa Vilkaar af fuld suveræn
Uafhængighed- for Nordmændene. Men at det nu var Nordmænd,
der kunde udtale sligt, det forargede dybest ind i Sjælen, og
»vor nationale Skam« var det Navn, Novemberforeningen fra nu
rnaatte bære. Intet bidrog vel mere til, at den sank ned i Glemsel
og efterhaanden blev afløst af andre Organisationer.
Men heller ikke udenfor Novemberforeningen var Højre
synderligt heldigt, naar det skulde ind paa det historiske.
.Saaledes den berømte Udtalelse, hvormed Rigsretsdebatten aabnedes,
at vor Forfatning var et »modificeret Enevælde«. Hvad der
udtrykkelig var tillagt Folkeroagten, det tilkom den som en
Modifikation af Enevælden, men hvad der ikke udtrykkelig nævntes,
det havde Kongemagten forbeholdt sig selv — den Kongemagt,
som slet ikke fandtes — og nu nævnes ikke det absolute Veto i
Grundloven, altsaa bar Kongemagten det absolute Veto. Man
kunde ogsaa sige; det nævnes ikke i Grundloven, at Kongen har
Ret til at slaa Folk ihjel, altsaa har han det.
Det Standpunkt, Regeringen fra først af indtog overfor det
absolute Veto, havde et Skær af det komiske over sig, men var
for øvrigt ikke saa ueffent. I den Indstilling, hvori Regeringen
raadede Kongen til at nægte den tredje Gang uforandret
vedtagne Statsraadssag sin Sanktion, hed det kort og godt: »Det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
