Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Frk. M. Pingel: Prinsesse Charlotte af Wales. III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dom over sin Moder, men samtidig sagt, at hendes Fader havde
ved sin Siethed ødelagt hende. At hendes Tanker alligevel
bestandig fulgte hende med ængstelig Bekymring, fremgaar af nogle
Breve, hun har skrevet til en Dame, der paa samme Tid som
Prinsessen af Wales opholdt sig i Italien. De vise tilfulde, hvor
meget hendes Moders Skæbne tyngede paa hende og hvor ivrigt
hun klyngede sig til Haabet om, at der vilde komme en bedre og
lykkeligere Tid ogsaa for hende.
Men Afslutningen var nær, saa vel paa Charlottes
Bekymringer som paa hendes Lykke. Den Efterretning, at der var
Haab om at hun skulde føde en Arving, der vilde gøre hende til
Stammoder for den fremtidige Kongeslægt og udelukke
Prins-Regentens mer eller mindre forhadte Brødre fra Tronen, var af Folket
bleven modtaget med den oprigtigste Glæde. Som bekendt havde
den med saa megen Forventning imødesete Begivenhed den
sørgeligste Udgang, idet Charlotte om Aftenen den 5te November
1817-efter langvarige Lidelser bragte en dødfødt Søn til Verden. Hun
var for ødelagt til at kunne sørge over Tabet af sit Barn, men
Tanken paa Leopold og den Skuffelse, han havde lidt, var vaagen
hos hende, og for at mildne hans Sorg gentog hun for ham,
hvad han ofte havde hørt, »at hun var den lykkeligste Hustru i
England«. — Fem Timer efter var hun død.
Aldrig, siger hin Tids Historieskrivere, er et Folk blevet
nedsænket i en dybere og almindeligere Sorg end det engelske
blev ved denne Begivenhed. Det var som om enhver Familie i
Landet havde mistet et elsket Barn. Utallige Træk ere bievne
bevarede, der vise, at den Fortvivlelse, der greb hendes
Ægtefælle, fandt Genklang hos det hele Folk. En Tjæner, der blev
afsendt fra Claremont for at mælde en af Prinserne hendes Død,
forstummede, da man spurgte ham om Grunden til hans ilfærdige
Komme, og faldt besvimet af Hesten. Overalt saa’ man kun
forgrædte og sorgfulde Ansigter; og Smerten skærpedes, da det
Rygte udbredte sig, at hun kunde have været frelst. Mod
Sædvane synes Rygtet denne Gang at have talt Sandhed, og den
ulykkelige Læge, paa hvem Ansvaret hvilede, aflivede sig ikke
længe efter hendes Død. Byron gav Sorgen sit smukkeste
Udtryk i sidste Sang af »Childe Harold«. Men mange Aar efter,
da de Ulykker, man havde frygtet hendes Død vilde fremkalde,
forlængst vare afværgede, og da Sorgen ved hendes tidlige Bort-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
