Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Frk. Clara Bergsøe: Magdalene Thoresen: „Fra Midnatssolens Land“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
at det kun var Tankestene og ikke stegte Duer, der fløj ind. Nu
til Dags gælder det modsatte. Jo mere modig og dyb en Tanke
er, jo lettere maa den kunde tilegnes, dens Kraft vinder derved,
■ligesom Champagnen, drukket inden Kulsyren fordunster.
Man morer sig ikke mere over de gamle halvt beundrede
Anekdoter om Digtere, der paa Venners Spørgsmaal om, hvad de
havde ment med dette eller hint, svarede at nu vidste de det
ikke, men da de skrev det, vidste de det sikkert. En saa
forældet Metode er forlængst tilbagelagt, og selv Fru Thoresen har
paa enkelte Undtagelser nær lagt den til Side.
»Fra Midnatsolens Land« er en Titel, der peger hen mod
noget nyt i vor æstetiske Rejseliteratur, et heldigt Kommen først
til Mølle i Skildring af disse æventyrlige Egne, der nu, da Moden aarlig
driver Tusender til Nordkap, vel snart vil blive trivialiseret som
Neapels Golf. Men endnu staar denne Natur med Nyhedens Glans
kastet over sin hvide Snekappe, og denne Glans hæves gennem
Fru Thoresens Pen, der saa fortrinligt egner sig til hin Natur med
dens dybe Pathos, dens brydsomme Vildskab, dens evige
Snemarkers uforstaaede, hjælpeløse Ensomhed, snart hyllet i stadigt,
stormfyldt Mørke, snart lysende under en aldrig nedgaaende Sol.
Forfatterinden føler, at al denne Is pg Sne netop trænger
til at gengives med varme, lidenskabelige Farver, en vis Glød, der
giver dem et transparent Skær i Lighed med de bedste af
Rasmussens grønlandske Sommerbilleder. —
Man nyder Beskrivelsen af Fuglebjærget, hvis Top vrimler
i et mylrende Liv af Søfugle, som Skovens Myretuer af Myrer,
og hvorfra hvide Maager krydse hen over staalblaa Fjældfjorde
med dristige Skøjteløjserkast, medens andre som Vandliljer sole
sig ved Bredden halvt skjult imellem Bjærgets brungrønne Mos.
Men Nattens Taager dække snart det hele. Den sidste
Soldags Blik er givet som et »Syn, der blændes af Taarer«, der
blinker som et sygt Øje imod Lyset, inden det lukkes, og »et
Drag af Kulde jager hen over alt«. Men ogsaa Mørketiden har
sit Festoptog i Nordlysets stilfærdigt flammende Fyrværkeri, og
Himlens Farveskær luer i en vidunderlig Tone af Mørkeblaa, hvis
dybe Refleks sortner Havet.
Dette Finmarken er da Nattens Dronnings vidunderlige Trone,
hvor hun holder Rast, hviler sin melankolske Skikkelse, snart tæt svøbt
i trøstesløst Mørke, snart let omhyllet af stjærneglødende Draperi
med Maanens blaaligspillende Diadem paa sit tavse Hoved. Og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
