Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Cand. phil. J. Iversen: Tilgivelsens Sødme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lod ane, at Vorherre i Tanker havde ladet sin Finger hvile fast
paa den, da han havde formet den; — Kandidat Clavsen sad i
sin lune Stue ved Harmoniet og øvede sig i Messesang.
Paa Instrumentet stod en Kontorkop, som han fra Tid til
anden rørte om i og nippede til, naar Halsen blev tør og
Stemmen hæs af den megen Messen.
Efter en kvægende Slurk tog han atter flittigt fat, hvor
han -slap, travede, som om han traadte Vande, paa Bælgbrættet,
og søgte at faa sin boblende, fede Røst i Trit med de kirkelige
Rytmer, som den toneangivende, smilehullede Pegefinger anslog
paa Orglet.
Over hans aabne Træk laa et lyst, hjærtevindende Udtryk
af Duens Enfold, sparsomt tilsat med Slangens Snildhed, et
usvigeligt Udtryk af brav Sjælsrenhed og tvivlløs Fred.
En Kollega havde sagt om ham, at man paa hans Aasyn
kunde skue, at han var indvendig ren.
En anden Bekendt, en ondskabsfuld, fortalte, at han var
saa beskeden, at han blidt var gaaet afsides for ikke at forstyrre,
den Gang Krudtkommissionen begyndte sine Arbejder; — og dog
var han teologisk Kandidat med bedste Karakter!
Han var et hjærtensgodt Menneske, havde ingen Fjender;
der var ikke en ond Blodsdraabe i ham; han var i Besiddelse af
mange passive, negative Dyder og uden positive Fejl; han var
fredsommelig, tolerant, godmodig, beskeden, bramfri; hans
Godhed bestod nærmest i Mangel paa Siethed; hans Dyd beroede
mere paa Uimodtagelighed overfor Verdens Fristelser end paa
Bekæmpelse af dem; han havde Mangler men ingen Fejl; syndede
han, var det ved Undladelse snarere end ved Overtrædelse.
Og saa udmærkede han sig blandt sine Standsfæller ved at
have en menneskelig Udtryksmaade og ligefrem Dom uden
salveligt Svøb.
Han havde undgaaet den hos unge Skriftkloge almindelige,
overjordiske Prælatmine, der særligt ytrer sig, naar de Søndag
Morgen ses gaaende til Højmesse med palmebroderet Kirkefeltstol,
som skal antyde, at de ikke er tilfældige, beskedne Gæster i
Herrens Hus, men faste, hjemmevante Abonnenter; — og dette hos
Teologer lige saa almindelige, nakkestive, evigt selvglade, man
fristes at sige: offentlig averterende Præg, der ogsaa
karakteriserer Markskrigere, som reklamerende udbasunere for Alverden:
Giv Agt, Godtfolk! Det er os, der viser Dyret frem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
