- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 2 (1885) /
314

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Dr phil. G. Brandes: Indtryk fra russisk Polen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

til at anerkende nogen højere Lov end deres egen Vilje, og ude
af Stand til ret længe at rette denne Vilje paa samme Punkt.
Det fremhæves gæme, at de ere slette Husholdere, altfor let
komme i Pengeforlegenhed, hvor store Indtægter de end have, at de
gennemblade tusind Bøger og ikke studere nogen Bog, sprede sig
altfor stærkt og spilde deres Tid og deres Ævner. Man har
beskyldt dem for, paa samme Tid som de sværme for frie Ideer, at
spille Selvherskere overfor deres Bønder, og for, paa samme Tid
som de ere de ømmeste Ægtemænd, at have et Par Elskerinder
ved Siden af deres tilbedte Hustru. Man har med et Ord fundet
en Blanding af vesterlandske og østerlandske Ejendommeligheder
hos dem.

Rimeligvis har der været meget rigtigt og sandt i denne
ældre Opfattelse. Det er da interessant at forfølge, hvilke af disse
Karaktermærker Fremmedherredømmet har udviklet, og hvilke det
har udslettet.

Hvad Kærligheden til udvortes Glans angaar, saa er den
nødvendigvis trængt tilbage. Den er selvfølgelig ikke dræbt.
Kærligheden til alt det, som i Cherbuliez’s Ladislaus Bolski saa
dybsindigt er symboliseret ved Faderens Fjerbusk, ligger dybt i den
polske Natur. Faderens røde og hvide Fjerbusk, som Ladislaus
altid bærer hos sig i et Foderal, det er Herlighedens
Glimmerprincip. Og det er dybt betegnende, at man hos en af Polens
første Digtere, Julius Slowacki, finder denne Definition paa Gud:

„Jeg ser, at han ikke er Ormenes Gud eller de Dyrs, som krybe. Han
elsker kæmpestore Fugles brusende Flugt og giver fremstormende Heste Tøjlen.
Han er den ildfulde Fjeder paa stolte Hjælme . . . .“

(Beniowski, 5te Sang).

Man sammenligne Profeten Habakuks storladne Beskrivelse af
Gud. Hele Polens Aand er i hine Linjer. Intet andet Folk kunde
se det guddommelige i den vajende Fjerbusk.

Men ligefuldt er nutildags Kærligheden til Ærens Flitter og
Pailletter fortrængt af den dybere Æresfølelse.

Da jeg den første Aften i Warschau traadte ind paa
Raadhusballet, hvor der i den store Sal var forsamlede 500 Par,
Blomsten af Warschaus gode Selskab, slog den Omstændighed mig,
at der, med Undtagelse af tre russiske Officerer, ikke fandtes en
Mand i Salen, der bar en Dekoration. Paa Dekorationer giver
enhver Polak fra Fødselen af Afkald saa godt som paa Uniformer.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:37:03 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1885/0324.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free