Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Dr phil. G. Brandes: Indtryk fra russisk Polen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
giske Udgang, har gjort Nationen ædru. For ædru, kan det synes
nogle, ti medens det før 1863 var Polakkernes Skik at se alle
Fortrin forenede hos deres eget Folk, er det efter den Tid Tonen,
kun at tale vemodigt nedsættende om Polen. Men en stor Vinding
er det i ethvert Tilfælde, at den sygelige Selvforgudelse, der i
Trediverne trængte igennem paa den Tid, da de to store
Modstandere Mickiewicz og Slowacki paa én Gang omvendte sig til
Mystikeren Towianskis Sværmerier (om Polens Folk som
Messias-folket, der led for Menneskehedens Synd og lidende frelste
Menneskeslægten) for bestandig er død og begraven. Man har lært
at se den haarde Virkelighed under Øjne, og de Forhaabninger,
man har — ti man er, skønt visselig ikke sangvinsk,
ingenlunde uden Fremtidshaab — grunde sig ikke paa Drømme og
Fantasier.
Endelig har det gennemførte Fremmedherredømme efter
1863 fremkaldt en aandehg Tilstand, som, hvor ulykkelig den end
er, i visse Maåder vel kan kaldes den skønneste og bedste i et
Folk, en Tilstand, der minder om den, i hvilken den oprindelige
Kristendom under Romerstatens Tryk hensatte sine Tilhængere,
en ganske vist i mange Punkter pessimistisk, men derfor, ikke
mindre sand Verdensopfattelse.
Maaske er i Grunden ingen Tilstand mere opdragende for
et Folk end en saadan, hvor ingen udmærket Mand nogensinde
faar en udvortes Udmærkelse-, Titel eller Dekoration og hvor
Ærens officielle Flitter betragtes som Skam, medens til Gengæld
Skammens officielle Kittel, den politiske Fangedragt, betragtes
som ærefuld.
Ethvert Barn, der i Warschau daglig gaar forbi
Paskie-wicz’s Monument; ethvert Barn, der stadig ser Obelisken med
Forrædernes kransede Navne, vænner sig fra den spæde Alder af
til den Tanke, at de, hvem Magthaverne hædre, i Reglen ikke
ere de bedste Mænd, og de, hvem de forfølge, i Reglen ikke
de sletteste.
Det, som er Kærnen, den sande Kærne i den kristelige
Lære, den sanddru Vurdering af denne Verdens Hæder og denne
Verdens Skændsel og denne Verdens Retfærdighed, eller af hvad
virkelig Storhed og virkelig Lavhed er — denne sanddru
Vurdering kan her enhver, selv den svagest begavede, paa sine Fingre.
Hvilken Skole for Livet! — Polen er det eneste Land, tror jeg,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
