Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Fru Ina Lange: Smaafolk. I. Kajsa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sergej forstod hende. Han behøvede i Almindelighed ikke
andet end et lille Vink for at opfatte en Situation, ligesom hans
ophidsede Sindsstemning just den Dag ikke behøvede meget for,
at Vreden skulde blusse op i Lue.
Kajsa fik Prygl for første Gang i sit Liv. Da han havde
pryglet sig træt paa hende, kastede han sin lange Kappe om sig
og gik tilbage til Byen, fulgt af hendes Graad, hendes Jammer og
vrede, hidsige Ord.
Hun var bragt ud af Ligevægten. Hendes gode, glade Sind
taalte ikke denne Krænkelse.
Ude af sig selv af Forbitrelse styrtede hun ind til
Naboerskerne, viste sine blaa Pletter frem, hulkede, græd og beklagede
sig over Manden.
De andre Fruentimmer havde egentlig aldrig kunnet lide
Kajsa. Hun var dem overlegen i meget og viste det. De havde
altid følt sig trykkede af hende. De, som blev slet behandlede
af deres Mænd og ofte dygtig gennempryglede, havde misundt
hende den Magt, hun udøvede over Mændene.
Hendes Sans for aandelig og legemlig Renlighed havde
aldrig stemt overens med deres Skidenfærdighed og raa Sanselighed.
Men nu var hun paa lige Fod med dem, hun var sunket
ned til deres Standpunkt, nu kunde de endelig tage Bladet fra
Munden.
»Det var saamænd paa Tide, at du har faaet over
Nakken for din Storsnudethed,« sagde en af dem og vendte hende
Ryggen.
»Det har du godt af! Hvad havde du med Russeren at
bestille!« sagde en anden.
Og en tredje trak Ærmerne op paa sin stoppede Trøje,
rev den op i Brystet og viste de blaa og gule Mærker af Slag,
hun havde efter de sidste Prygl, Manden havde givet hende.
»Det er ogsaa noget at klynke for, den Smule, du har
faaet,« raabte hun, »du skulde have min Jaako en Uge, saa skulde
du bare se Løjer. Han giver mig aldrig en Hvid om Lørdagen
— aldrig! Men sulte kan man da ikke! Jeg lader ham drikke
alt det, han lyster. Naar han saa er saa fuld, at han ikke kan
gaa, bærer de ham hjem og lægger ham i Sængen! Saa véd
jeg, at han altid har nogle Skillinger tilovers. Dem tager jeg, og
dem lever vi af Ugen ud — Ungerne, han og jeg. Vi lever —
men knap og nap. — Jeg kan tigge og bede ham om en Smule
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
