Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - E. Skram: Foraarsliteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
bestaaet et hemmeligt Kærlighedsforhold, som han har brudt,
medens hun trofast ogsaa i Skuffelsen har holdt Venskabet
vedlige imellem dem. Da han rejste, betroede han hende sin Datter,
men Efterdønningerne af Skandalen,- først ved den illegitime
Forbindelse og dernæst ved Bruddet, ødelægger nu ved hans
Tilbagekomst de tos Indflydelse paa den unge Pige, de maa magtesløse
lade hende gaa sin Skæbne i Møde. Som sidste Hovedsum handler
Stykket om deres Sorgs forskellige Art.
Her er altsaa et dobbelt Brud, et mellem Mand og
Elskerinde og et mellem Fader og Datter. Men Komedien er bygget
som en Kamp mellem Bejleren og Faderen om Datteren, og
Navnet er et Magtsprog fra Forfatterens Side, hvorved han
ligesom har villet lette sin kunstneriske Samvittighed for det X for
et U, han har sat Publikum. De, som agerer Komedien, bærer
den ikke. Men det hjælper ikke med Navnet, Publikum vil søge
til det Sted i Komedien, hvor Bevægelsen er, og finder det saa
ikke dér Figurer, som fængsler, det vil sige Skikkelser, der ogsaa
for Forfatteren er Hovedpersonerne, saa kalder det Stykket —
uinteressant.
Og Pastor Herning og den unge Frøken Elisabeth har ikke
for Brandes været Hovedpersonerne. De er saa nær ved at være
Abstraktioner, som en Dramatiker af hans Rang kan lade
passere. Stykkets Liv er hos Karoline og Videnskabsmanden Dr.
Reimert.
Her er der dog en Forvirring til Stede, som skader. Karoline er
ikke Institutbestyrerinde, som hun udgives for at være. En Dame,
som i venlig Stilfærdighed benytter saadanne Udtryk til sin
Myndling ohn en Lærer, at han stikker en Mængde Oksesteg »under
Vesten«, som benævner sine Elever »Smaatøse«, som gaar i
Slob-rok den største Del af Dagen, som i fortrolig Samtale med den
Mand, hun elsker, kalder sig selv en »blind Høne« og en »dum,
interesseløs Skabning« og taler om, at hun vel nok kunde have
pakket hans »fine Fornemmelser« pænt ind i Bomuld, som giver
sig selv Støtte ved at udhæve, at hun ikke er gaaet om som et
»Hylehoved« og et »Hængetræ« osv. — Hun kan være en
udmærket flink Dame, men en Institutbestyrerinde i København er
hun ikke. Hun har ikke Tonen selv blandt de djærve af denne
Art. Og dette ødelægger Hjemstedsfølelsen i Stykket. Den
uforlignelig sikre Betegnelse af Stedet, hvor vi befinder os, som
udmærker »En Forlovelse« og ogsaa findes i »Lægemidler« og »Et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
