Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - E. Skram: Nogle Meddelelser om J. P. Jacobsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
aldrig et Muk. Vi vidste om ham, at han tidlig og sent laa i
Stadsgraven og fiskede Alger, og ingen forudsatte nogensinde, at
han skulde kunne oversætte sin Virgil eller Homer. Jeg mindes
heller ikke, at han nogensinde kunde det, han vilde jo kun være
Student for Naturstudiernes Skyld. Han var en noget forlegen,
stilfærdig elskværdig Fyr, mager og lang, lidt foroverbøjet og
trippende i Gangen; paa mig gjorde han nærmest Indtryk af at
være en Særling, som næppe vilde drive det vidt i nogen
Retning. Jeg husker kun én Lejlighed, hvor han røbede en Viden,
som laa over vor Horisont. Vi havde skrevet en dansk Stil om
Munkevæsenet i Middelalderen, og J. P. Jacobsen havde i sin
temmelig knudret affattede Opsats fortalt, al naar Munkene piskede
sig til Blods, var det ikke altid for deres Angers Skyld, de kunde
ogsaa have legemlig Tilfredsstillelse derved. Vor teologiske Lærer
forstod dels ikke hans Mening, dels havde han en Følelse af, at
der maatte være noget forargeligt i dette, og bragte Sagen paa
Bane i Timen, Jacobsen skulde forklare sig. Var der nu noget,
Jacobsen ikke kunde, saa var det at forklare, hvad han havde
ment med et Udtryk, der tog sig dunkelt ud for os andre. Han
nikkede da gærne bekræftende et Par Gange, gentog Udtrykket,
og saa blev det ved det. Vi kom ham heller ikke nærmere denne
Gang, han erklærede blot, at det forholdt sig som han havde
skrevet; men jeg erindrer, at jeg talte ham ivrigt til for at faa
ham til at svare, jeg havde en temmelig bestemt Fornemmelse
af, at han her vidste noget, som var en lukket Bog for os, der
anstrængte os for at have ham til bedste.
For et Par Aar siden spurgte jeg en Gang Jacobsen, om
han huskede dette Optrin. Han havde glemt det. Historien
morede ham: »Jeg maa have læst et eller andet om Munkenes
Grisserier — uden for Resten naturligvis at forstaa det,c sagde
han smilende. »Hvad forstod man den Gang af det, som man
læste?«
Det faldt mig ikke ind i hine Dage, at Jacobsen læste. Vi
havde udenfor Timerne intet med hinanden at gøre, og i
Undervisningstiden kom der aldrig en Bemærkning fra hans Mund, som
tydede paa literære Tilbøjeligheder; ikke en Gang botaniske
Værker troede jeg, at han gav sig af med, han havde Præget af
at gaa paa egen Haand i alt. Hvor galt jeg den Gang bedømte
Jacobsen, har jeg naturligvis for længe siden vidst, og jeg har
for nylig faaet en ikke uinteressant Bekræftelse derpaa. Jacobsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
