Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - E. Skram: Nogle Meddelelser om J. P. Jacobsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vi endte alle med at gøre Løjer for ikke at se skuffede ud. Men
Fiaskoen skadede ikke Jacobsen det mindste, ikke én fik et Gran
mindre Respekt for ham for det. Der stod en ejendommelig
Sikkerhed ud fra hans rolig tavse og blide Væsen, alle var lidt
bange for hans Ironi, og alle holdt vi af ham; da »MarieGrubbe«
kom, var der ikke én, som undrede sig over, at det var
Jacobsen, der kom til at sætte den nye Tid sit literære Monument i
Danmark.
»Marie Grubbe«, alle Prosakilders Udspring efter
»Gennembrudet« , den store Digtnings Sø i Bjærget, som nu nærer enhver
rindende Aa eller Flod i Dalene! — Naar man i den sidste Tid
roste »Marie Grubbe« for J. P. Jacobsen, plejede han ufravigelig
at sige, at »Niels Lyhne« var bedre. Han havde haft saa meget
skrevet Materiale til sin første Bog og var stoltere over de
Studier i Marken, han havde gjort til sin Nutidsroman. Den havde
kostet ham haardere Anstrengelser at faa færdig, hans Sygdom
var jo alt begyndt, da han skrev paa den.
Mit Bekendtskab med Jacobsen fik en mere intim Karakter
i den sidste Periode af hans Liv. Han tilbragte en betydelig Del
af de to, tre Aar, han da levede i København, hos Alexander
Kielland, som den Gang var bosat her, og nogle af de smukkeste
Dage og Aftener, jeg har haft i Kiellands Hus, var Jacobsen med
til at skabe. Han var en mere elskværdig Gæst der yderst ude
paa Østerbro end ret vel kan fortælles, saa lun og stille og
fornøjet. Syg var han, og der maatte tages fint paa ham, men
aldrig kom der blot Mindelsen af en Klage fra hans Mund. Der
var sjælden mange fremmede, naar Jacobsen var hos Kiellands,
han havde faact sig Søndagen forbeholdt, og Middagen og Aftenen
forløb derfor næsten altid i dyb Fred. Efter Bordet havde
Jacobsen sin Plads paa en Sofa under nogle store Palmer, og om
Vinteren, naar Kulbaalct blussede i den aabne Kamin, blev
Lamperne først sent bragte ind. Naar Kaffen saa var nydt og Kognaken
og den første stærke Cigar, kom Børnene listende én for én og
lejrede sig paa Tæppet mellem Kaminen og Jacobsens Sofa; en
Aften var den lille Pige som en Alf krøben op paa den øverste
Rand af en mægtig højrygget Lænestol, hun viste sig der
pludselig i Ildens Skin og sad som om hun var fløjet derop, lyshaaret
og let som hun var. De ventede paa, at Jacobsen skulde
begynde paa Fortsættelsen af Æventyret fra forrige Søndag. Det
gjorde han saa. Han havde forberedt sig hver Gang og fortalte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
