- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 2 (1885) /
476

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Feodor Dostojewsky: En Fornægtelse. Oversat af Thor Lange

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

En Fornægtelse.

Af Feodor Dostojewskij, fra Russisk ved Thor Lange.

Stærkt og klart med summende Metalklang kimede
Klokkerne i Kirken lige overfor den franske Pension, hvor min Moder
havde sat mig i Kost. Det var en smuk, gammel Kirke,- bygget
af Gzaren Alexis Michåilowitsch, med hvide, snørklede Ornamenter
paa rød Grund, høje Gittervinduer og et Virvar af forgyldte
Kupler og Kors. Klokkerne ringede Paaskeugen ud; Varmen begyndte
at komme i Luften, og gennem hver Knop paa Grenene af de
spinkle Birketræer i det lille Stykke Have bag Rækværket
udenfor Pensionshuset pippede nyfødte, bleggrønne Blade frem.
Eftermiddagssolen faldt med skraa Straaler ind i Klasseværelset og ind i
det snevre Kammer ved Siden af Klassen, som Bestyreren, M.
Tou-chard, straks ved min Ankomst havde anvist mig i passende Afstand
fra »Sønnerne af Grever og Senatorer«. Derinde paa den ene af
de to Stole, der sammen med et sortmalet Træbord og en Pult
udgjorde Værelsets Møblement, sad en Gæst, der for første Gang
siden min Indtrædelse i Pensionen aflagde mig et Besøg. Jeg
havde genkendt Gæsten straks i samme Øjeblik, som hun traadte
ind; det var min Moder. Noget ældre var hun kommen til at se
ud fra den Tid, hun sidste Gang havde ført mig hen til Trinene
foran Alteret hjemme i Landsbykirken og en Due i det samme
var fløjet hen over vore Hoveder op under Hvælvingen af Kuplen.
Nu sad vi Side om Side i det lille Kammer næsten som
fremmede og uden ret at tale sammen; jeg skottede til hende med
noget, der lignede Forlegenhed. Først langt senere, mange Aar
efter fik jeg at vide, at hun den Gang var taget ind til Moskwå,
hvor daarlig hun end havde Raad dertil, ene og alene for at
være sammen med mig en halv Dagstid. Der sad hun og be-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Jan 9 18:02:34 2022 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1885/0486.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free