Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Dr. phil. G. Brandes: Martin Luther om Coelibat og Ægteskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tid at opfylde Kravet. Dette er overmaade opbyggeligt, men det
imponerer ikke saa meget.
Hvis i Privatlivet en Herre traadte ind ad Døren til en
tyveaarig Mand med de’Ord: »Hr. N. N., det har længe været mit
Ønske at gøre Deres Bekendtskab; De maa beflitte Dem paa et
mere ærbart Levnet!« saa vilde flere Svar være mulige, men ét
ligger nær, nemlig det: »Har De selv, Højstærede, været saa
strengeligt ærbar?« Skulde Sjvaret falde benægtende ud, saa er
der jo altid det Gensvar: »Jeg er fast besluttet paa at følge
Deres Eksempel; det er ogsaa min Agt i en noget fremrykket Alder
at præke en overmaade streng Moral for de andre«.
I den angrebne Afhandling udtalte jeg. utvetydigt min store
Ulyst til at gaa nærmere ind paa det flygtigt berørte Æmne. Jeg
skrev: »Temaet er et saadant, der bedre egner sig til digterisk
end til ligefrem Behandling; ti enhver Forfatter vil helst undgaa
direkte at udtale sig om et Spørgsmaal, hvis Behandling i anden
Tone end den moraliserende let stempler den paagældende som
en frivol og usædelig Person«. Det er ikke rigtig hensynsfuldt at
angribe en Skribent netop paa et Punkt, som han udtrykkelig har
erklæret sig uvillig til at forsvare, ude af Stand til at drøfte, og
hvor han, som enhver forstandig Læser føler, ikke kan tale frit,
kun kan antyde en ringe Del af hvad han mener, og er udsat for
de plumpeste Forvrængninger, de smudsigste Insinuationer; heller
ikke er det berettiget at rive nogle fordringsløse Sætninger i en
Forfatterkarakteristik, hvis Hensigt kun er at forklare en Novelle,
ud af deres Sammenhæng og betegne dem som intet mindre end
Programmet for en Modarbejden af ærede Samtidiges
Sædelighedsbestræbelser. En Forfatter har jo imidlertid ikke Ret til at vente
Hensynsfuldhed; han maa være tilfreds, naar et Angreb ikke er
hadefuldt eller giftigt, og den anonyme Afhandlings hele Stil og
Tone er saa uendeligt fjærn fra den literære Æreløsheds Anfald
mod det selvsamme Punkt i hin Artikel, at jeg ikke vil drage mig
ud af. Forhandlingen uden et Svar. Jeg kan sige til denne
Forfatter som Byron i et af Brevene siger til Murray: »I snakker til
mig om Moralitet — det er første Gang, jeg har hørt det Ord af
Folk, der ikke var Hallunker og ikke brugte det som Middel til
Skurkestreger«.
Til i eget Navn at indlade mig paa Sagen føler jeg mig
imidlertid nu lige saa lidet kaldet som i Januar. Jeg vil forsøge at
kaste Lys over den ved et historisk Tilbageblik.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
