Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Dr. phil. G. Brandes: Martin Luther om Coelibat og Ægteskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hindring var for at en Mand eller Kvinde kunde ægte den, hvis
Ægtefælle han eller hun havde dræbt for at bane sig Vej til den
anden. Og endnu mere: Da han trods sin teologiske
Begrundelse af Ægteskabets høje Værd og Rang, i Virkeligheden kun
tillagde det en rent fysisk Betydning og kun betragtede det som
en rent legemlig, udvortes Forbindelse, gik han videre end nogen
katolsk Casuist i sine Vink og Raad for de Tilfælde, hvor den
ene af Parterne følte sig fysisk forurettet ved sit Ægteskab. Hvis,
siger han, i saa Tilfælde enten Hustruen eller Manden for at
und-gaa Skandale ikke ønsker nogen udvortes Ophævelse af Ægteskabet,
saa bør Hustruen med Mandens Tilladelse tage sig til Elsker enten
en fremmed eller en Broder til Manden og Afkommet da gælde for
Mandens. Vil Manden ikke give Tilladelsen, da raader Luther
Hustruen til med sin Elsker at flygte til et fjæmt og ukendt
Sted. I begge Tilfælde er hun efter hans Opfattelse ganske i sin
Ret, og hendes tilkommende Salighed vil ikke anfægtes deraf.
Skønt han ikke vover at afgøre, om Skilsmisse er tilstædelig,
erklærer han, at han for sin Del foretrækker Bigami for
Skilsmisse — noget han jo senere noksom i Praksis viste, da han tillod
Landgreven af Hessen at leve i Dobbeltægteskab.’)
I sin »Prædiken om det ægteskabelige Liv« fra 1522 kom
Luther tilbage til alle disse Æmner, udbredte sig langt vidtløftigere l
l) Quæro casum ejusmodi, si mulier impotenti nupta viro nec possit nec
velit forte tot testimoniis et strepitibus, quot jura exigunl, judicialiter
impotentiam viri probare, velit tamen prolem habere, aut non possit
continere, et ego consuluissem, ut divortium a viro impetret ad
nuben-dum alteri, contenta, quod ipsius et mariti conscientia et experientia
abunde testes sunt impotentiæ illius, vir autem nolit, tum ego ultra
con-sulam, ut cum consensu viri (cum jam non sit maritus, sed simplex et
solutus cohabitator) misceatur alteri vel fratri mariti, occulto tamen
matrimonio, et proles imputetur putativo (ut dicunt) patri. An hæc
mulier salva sit et in statu salutis? Respondeo ego, quod sic, quia error
et ignorantia virilis impotentiæ hie impedit matrimonium, et tyrannis
legum non admittit divortium, et mulier libera est per legem divinam
nec cogi potest ad continentiam. Quare vir debet concedere ejus juri,
et alteri permittere uxorem, quam specie tenus håbet.
Ulterius, si vir noliet consentire nec dividi vellet, antequam
per-mitterem eam uri aut adqlterari, consulerem, ut contracto cum alio
matrimonio aufugeret in locum ignotum et remotum...........Ego quidem
detestor divortium, ut digamiam malim quam divortium, sed an liceat,
ipse non audeo definire. (ib. S. 99 og 100).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
