Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Figurmaler Karl Madsen: Kristian Zahrtmanns Leonora Christina-Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Billeder fra Italien. Maaske er der intet af Zahrtmanns Billeder,
der klarere og smukkere godtgør hans sjældne Ævne til at hente
det sande, levende Menneske frem, hvor det stikker i en fremmed
Dragt, end hans »Piger, der bærer Kalk«, — en skrækkelig Titel
paa et overordentlig dejligt Billede, vel det fortrinligste af alle de
mange gode og enkelte svage Billeder, Zahrtmann har malet i
Italien. — Det er ikke det fremmede Kostyme, der giver dette
Billede Interesse og Værd, det er dets almenmenneskelige,
sjælelige Indhold: den friske Sundhed, den straalende Livsglæde, den
festlige Ungdom og Skønhed i Pigernes leende Sladren og lette
rytmiske Gang. Aldrig har nogen dansk Maler malet et Billede
fra Italien, hvor man mindre mærkede, at det italienske Liv var
set af en Fremmeds Øjne. »
At elske det menneskelige af ganske Hjærte, Sjæl og Sind
og ufortrødent søge det med den mest anspændte Iver, det er for
Zahrtmann Figurmaleriets store og eneste Bud. Den saakaldte
skønne Stil, det formfuldendte Foredrag, er ham lidet eller intet
værd. Med den ham egne Hang til at bruge Overdrivelser kan
han sige som saa: »Rafael og Rembrandt ærer jeg lige højt, de
har naaet lige dybt i det menneskelige. Det er mig alt. Jeg
forstaar mig ikke paa Teknik, jeg kan ikke se, om et Billede er
godt eller daarligt malet, og det interesserer mig heller ikke.«
Har man dette Syn paa Kunstens Opgave og Lyst og Mod
til at give sig i Kast med historiske Æmner, saa søger man ikke
disse i den officielle Danmarks-Historie, den, der skal illustreres
populært i den nationalhistoriske Billedsamling paa Frederiksborg
Slot. Det hedder sig, at da Zahrtmanns Medhjælp her var
fore-slaaet, forkastedes den af Bestyrelsens mest indflydelsesrige
Medlem med de Ord: »Ham kan vi ikke bruge, han følger jo altid
sit eget Hoved!« Og ganske vist, Zahrtmann lader sig næppe af
andre foreskrive, i hvad Aand og Opfattelse han bør male sine
Billeder; til at male dem i Fraseaanden fra Forbilledet Versailles
vil han være allermest utilbøjelig. Han vilde vel krympe sig ved
at skulle tilly ve de danske en Erobring af Normandiet, han vilde
ikke føle sig særlig kaldet til at forherlige en fordærvelig Politiks
blodige Broderkrige eller male patetiske Apoteoser af de
oldenborgske Konger. Heller ikke den Opgave at male et 700 Alen
langt Paradetog vilde friste ham. For ham er den Del af
Historien, der staar i »Berlingske Tidende«, ikke den interessanteste.
Under den officielle Histories pragtfulde Slot strækker sig en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
