Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Figurmaler Karl Madsen: Kristian Zahrtmanns Leonora Christina-Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det første Leonora-Christina-Billede tilfredsstillede ham saa
lidt, at han dømte det til Baal og Brand, fra hvilket det dog
blev reddet af en Ven, i hvis Eje det nu findes. Det er maaske
den skønneste Leonora Christina, han har malet. Hun er saa
ædel og kongelig, som nogen kan forlange. Og dog har han haft
god Grund til at male hende om. Hun græmmer sig ikke nok,
hun giver ikke mindste Agt paa Slotsfogedens Sladder, hun holder
mellem sine Hænder et Halmstraa, paa hvilket en Edderkop
spadserer, og fordyber sig aldeles i Iagttagelsen af Dyrets Bevægelser.
Selve dette Træk er i ypperlig Overensstemmelse med
»Jammers-mindets* Aand, men det pa=ser absolut ikke ind i denne bestemte
Situation. Det er saa vist ikke fra Fængselstidens anden Dag, at
Leonora Christinas Iagttagelser af Lopper og Kaalorme daterer
sig. Kan man end beklage, at Leonora Christinas Figur i det
omarbejdede Billede har mistet en Del af sin Skønhed og er
bleven underlig uglet ulykkelig, saa kan man ikke nægte, at der
her er langt bedre Overensstemmelse med »Jammersmindets«
Beretning. Man ser her, at hendes Sjæl er spændt paa en
Pinebænk, hun støtter den ene Arm paa Sængens Endestykke, den
anden paa Knæet, og beder saa inderligt til Gud, at hun ikke
skal »lade sig irre«. For Baggrundsfigurernes Vedkommende har
Omarbejdelsen gjort Mirakler. De var i det første Billede døde
og stive, de er i det andet saa spillevende, at man godt kunde
tro, det var en samtidig hollandsk Maler, der her havde skildret
gode Venner og bekendte: den fordrukne Slotsfoged med smaa,
skæve Øjne i det fede, blussende Ansigt, den fyldige og livsglade
Cathrina og den gamle, skraptungede Ane Skomagers (ogsaa
kendt fra »Marie Grubbe«), der føler et fysisk Velbehag ved at
holde sine knoklede Hænder om den varme Skaal.
Fængselsmuren var godt malet, vistnok især i det første Billede. I øvrigt
har Zahrtmann i Leonora Christinas Paaklædning og i Skildringen
af Rummet tilladt sig smaa Friheder, der er saa meget mere
undskyldelige, som de til Dels nødvendiggjortes af rent maleriske
Hensyn. Der er et Bord for meget, en høj Stol for lidt, og
Rummet er altfor stort, altfor smukt, altfor lyst. Det »Miszdæders
Fengsel«, hvori Leonora Christina blev indsat, førte det
betegnende Navn »den mørcke Kircke«, og Maren Blocks vidner alt
andet end godt om »ded forbandede Tyffue-Fengsel, huor man
huercken kunde see Dag eller Dør, oc huor der war saadan
Stanck, att man maatte forgiffue Mennisker der med, som ickun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
