Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Figurmaler Karl Madsen: Kristian Zahrtmanns Leonora Christina-Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tigede Selvfølelse. Da Fængselsdørene aabnes for hende, siger hun:
»Wil oc ud med Maner!« Zahrtmann har i sin Figurs statelige
Holdning ypperlig vidst at karakterisere denne Side af Leonora
Christinas Væsen. Han har markeret Ligheden med Christian den
fjerde. Han har gjort hende bred og sværlemmet, og dertil har
han haft de bedste Grunde. Hun vilde næppe have ævnet at bære
sit Hoved saa rankt gennem Ulykken, om hun ikke havde haft
en væsentlig Støtte i sin bomstærke legemlige Konstitution. Hun
overlevede de 22 Aars Tortur i et Fængsel, om hvis sanitære
Forhold »Jammersmindet« giver de fyldigste Oplysninger, og naaede
endog en ret anselig Alder. Hendes Hænder, der var saa flinke
til at tegne, brodere og forme i Ler, kunde give Pigen Inger, hvis
fatale Lighed med Dina vel fuldt saa meget som hendes
Letfærdighed, Tyvagtighed og Uforskammethed bidrog til at gøre hende
forhadt af Leonora Christina, nogle saa forsvarlige Ørefigen, at
»Bloded stoed ud aff Næsze og Mund, oc hun falt imod sin
Slag-benk oc støtte sit Skinneben Hudden aff«. Inger erklærede aldrig
at have smagt slige Ørefigner i sine Dage, og forfærdedes med
god Grund ved at høre, at Leonora Christina var »endnu ickun
lit wree«, men vilde lemlæste hende, om hun blev vred til Gavns.
Des værre mødte Zahrtmanns udmærkede Billeder i hin Tid
kun Ligegyldighed eller Uvilje hos Flertallet af Publikum. Man
kunde ikke staa ti Minutter i den »lille Antiksal«, hvor Billedet
af Leonora Christinas Bortgang fra Fængslet var ophængt, uden
at høre en Mængde haanende Bemærkninger om det: »Det skal
nok være å la Rembrandt, men det er han s’gu kommen skidt
fra!« »Skal den ækle Vartovskælling forestille den dejlige Leonora
Christina?« »Ja, Zahrtmann er som bekendt ikke rigtig klog,«
o. s. fr. Nu turde vel Værdien af hans datidige Billeder være
almindelig anerkendt, og det foiekommer os meget mærkeligt, at
den nogensinde har været bestridt, ingen af dem var paa den Vis
besynderlige, som enkelte af hans senere Billeder har været.
Farverne var meget spagfærdige, der var intet at udsætte paa
Motiverne og ikke det mindste forfløjne ved Kompositionerne, hvad
der i øvrigt aldrig har været i Zahrtmanns Billeder. Men
Opfattelsen var ved sin Dybde altfor ny, og der var desuden ved at
danne sig en Saga om Zahrtmann, om alle de mærkelige Ting,
han havde for, og alle de Urimeligheder, han skulde have sagt.
Man vidste, at han havde malet et Studiehoved af Dr. Georg
Brandes for at benytte det til en Kristusfigur. Hvilken Gru! Han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
