Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Teatrene. Af —n (Sæsonens Slutning)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
overlegent behandlet baade af Forfatter og Skuespiller (Hr. Mart. Nielsen)
vilde den usmagelige Person have været et godt Objekt for Publikums Latter.
Fru Krum spillede net og let den unge godmodige Kokette.
— Da Sæsonen var endt, kom Rossi og vakte for faa Dage
Teaterinteressen til Live.
Men af hans 4 Gæsteforestillinger paa Folketeatret vil kun de 2 med
Othello som Program efterlade dybt og varigt Minde.
Hans Kean var Afglans af en Ungdom, som alt har klædt; en
Paraderolle, hvori den gamle Skuespiller trak nemt som i en tilgaaet Støvle, men
som Issens Tyndhaarethed og Mavens Trindhed berøvede Illusionen.
Hans Othello derimod var den skønneste Kunst, høj og dog saa jævn.
Hans Anlæg af Rollen var klart, saa simpelt og letfatteligt. Han gav
Moren som den fremmede, derfor den svage, mellem de hvide. Den stærke
Neger vakte vor Medlidenhed ved sin Svaghed. Usikker, uden at kunne forstaa
eller gøre sig forstaaelig, pines han til Døde mellem fremmede Rænker.
Kun paa sin fysiske Styrke er han sikker; derfor som Feltherren
selvbevidst og frejdig. Men i den civiliserede Elskovs Intriger løber han,
Instinkt-Mennesket, vild; fanges han som Skovens Dyr i snilde Jægeres fine Garn.
Jago er Jægeren, hvem det lyster at gøre slig Fangst. Hans raffinerede
Sanser nyder at se det stolte Rytte krympe sig i det uredelige Garn.
Som en Hund i Vaande gik Othello om med sin Skinsyge. Øjnene bad
om Medynk, Klagerne kom som dumpe Hyl. Dobbelt pinefuldt at se, fordi
hans Klage er slum, som Rarnets, som Dyrets.
Denne Othellos Svaghed var det, der rørte vort Hjærte, saa vi led ved
hans Nød.
Hans Elskovslykke var som hans Smerte usammensat i Følelsen, enkelt
som et Instinkt. Han og Desdemona elsker hinanden gennem deres Naturers
Fremmedartethed. Mand og Kvinde søger altid mod hinanden ved det
fremmede, det uforstaaede. Men her maatte Tiltrækningen være dobbelt hidsig,
her, hvor to helt forskellige Racer mødtes.
Naar disse to Legemer drages sammen, det ene saa sort og saa plumpt, det
andet saa hvidt og saa fint, maa fødes en mægtig Brynde, en flammende Brand.
Der kommer noget af Unaturens Voldsomhed i deres Favntag. Der er
noget æventyrvildt i denne Lidenskab. Man mindes Æventyret om Bjørnen og
Prinsessen; man mindes endnu mere Sagnet om Pasifaé og Tyren. Det, der
drager Desdemona mod Othello, er noget saa legemligt som det Velbehag,
hvormed en Kvinde kan rulle sine hvide Lemmer i et sort Bjørneskind; og for
Othello er det en uendelig Nydelse at holde saa skær en Jomfru i sine stærke
Arme. Der er fra den sidste Parisersalon Fotografier af et Billede, forestillende
Pasifaé og Tyren. Midt i varmt Sollys gaar den blankbrune Tyr, mens Pasifaé
kælent lægger sit hvide Legeme ind til dens grove Hud.
Af Rossis Elskovsscener i Othello vil man bevare et Indtryk som af dette
Billede.
Og den, der har sét en syg eller tirret Hunds Jammer, vil uvilkaarlig
sammenstille Billedet heraf med Billedet af Rossis pinte Kærligheds Klage.
— n.
Rettelse: S. 430, 3dieL. f. n.: en fem Hundrededel af, læs: fem hundrede Gange.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
