Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Fru Ina Lange: Smaafolk. II. En Martyr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Med Øjnene drømmende fæstet paa Trætoppene, spillede
han paa et mærkværdigt Instrument, hvis Toner ikke stod i noget
Forhold til dets Udseende. Snart lød det som en daarlig Violin,
snart som en Guitar, snart havde det noget af et Valdhorns
Metaltoner. Bedrøvet og forbitret betragtede Moderen det lille
Instrument Det var Ingeniørens gamle aflagte Mahognitræscigarkasse
fra hans Farfa’rs Tid.
Hun genkendte godt det polerede, aflange, sammenlappede
Stykke Skrammel.
I Laaget havde Weli skaaret to smaa Huller, og der
over spændt nogle Strænge, lavet af Sejlgarn, gennemtrukket
med Harpiks. Buen var gjort af en Pind, ved hvilken han
havde fastgjort en Del Hestehalehaar. Skruerne var Søm. Snart
gned han med Buen paa Strængene, snart greb han i dem med
Fingrene......... Naar Lyden desuagtet blev for svag, nu og da
næsten uhørlig, hjalp han til med Stemmen, en blød, smuk
Sopran.
Det var en gammel Lirekassemelodi, han foredrog, nogle
Strofer af den populære Duet af Norma. Saa svigtede
Hukommelsen ham. Men hans Fantasi gav ham et lykkeligt Indfald, og
han fortsatte Bellinis Motiv i samme Rytme, men paa en ny
original og kun lidet italiensk Maade, som mere mindede om en
nordisk Hyrdes Lurmelodier og Jodlen, end om noget andet. —
Kajsa blev mere og mere forbitret, jo længere hun lyttede.
»Ulykkelige Unge,« raabte hun, »hvem har lært dig det
Haandværk! Du har det i dig fra din Farfar, kan jeg tænke,
han var saadan én! Ved du hvad, det er det ærgerligste, jeg
kan tænke mig, at du skal ha’ den Usselhed i Kroppen! Sa’ jeg
dig ikke, da de var her, Taterne eller Tyskerne, eller hvad det
var for nogle — sa’ jeg dig ikke, at de Landstrygere var værre
end Tyve! Saadan nogle Spillemænd, elendige Gøglere! Skidne
Dovendyr, som ikke vil arbejde! Ak Herregud, at jeg skulde
opleve, at Spillemandssygen har smittet dig ogsaa!«
Weli saa’ op. Moderen stod der saa statelig, Vreden havde
farvet hendes Kinder røde.
»Hvorfor, Mo’er — hvorfor maa jeg ikke spille, det lyder
jo saa dejligt?«
Kajsa blev endnu rødere, men ikke af Vrede. Hendes Vrede
varede aldrig mere end et Øjeblik.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
