Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Fru Ina Lange: Smaafolk. II. En Martyr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Kæreste,« mumlede hun. »Kæreste, hvorfra faar han dog
alle saadanne Ord. Se saa, Nadja, hold nu op, du kaster ham
jo Øjnene fulde af Sand. Kom, Børn, nu gaar vi hjem, det er
Middag.«
Nadja havde moret sig med at kaste hele Kaskader af
fugtigt Sand paa Store-Jaska. Hun rejste sig nu og lod den
stakkels halvtossede Jætte løbe hjemad paa alle fire, mens hun
selv sad paa hans Ryg og »red«. Det var hendes
Yndlingsfomøj-else, og han føjede sig villig efter hende.
Kort efter, da den lille Familie sad ved Grødfadet inde
i Stuen, havde de fleste af dem glemt hele Scenen fra
Birkebakken.
Kun én glemte den ikke. En lille bleg otteaarig Dreng,
hvis Hjærte bankede heftig af Frygt for at miste sin elskede
Kammerat, sine egne Hænders Værk, sin »Spillekasse«, som hans
Moder saa ublidt havde kastet op paa Skorstenshylden lige under
Loftet, hvor han ikke kunde naa den.
Men — Gud ske Lov, hun havde ikke brændt den, ikke
traadt den i Stykker, blot skilt de gode Venner fra hinanden.
Han sukkede, mens han spiste Grød, og glemte ikke sin
Sorg, førend Kl. 8 om Aftenen, da Ole Lukøje kom og bar ham
med sig til Drømmenes Rige, der for ham var helt fuldt af
Violiner. —
Kajsa havde fattet en stor Beslutning. Weli skulde sættes
i Lære. Men i hvilken?
Drengen havde ikke Lyst til noget bestemt, han vilde helst
i Skole, men det var umuligt. Paa Drumsø var der ingen, og til
Byen kunde han ikke komme. Det havde hun ikke Raad til.
Altsaa til Efteraaret i Lære. Om Sommeren maatte han
hjælpe til ved alt muligt.
Da det led hen mod September, fik han en Dragt nye
grove Klæder, syede af hans Moder, til »at vokse i«. Støvlerne
var noget for store, det var Arvegods efter Faderen.
»Man kunde binde dem fast om Smalbenet, saa faldt de
ikke af,« mente Moderen og tilføjede: »Under de lange Bukser ses
det for Resten slet ikke, hvordan Støvlerne er.«
Han fik tre nye Skjorter og to Par Uldstrømper. Det var
et prægtigt Udstyr, syntes Weli, en Prins værdigt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
