Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Fru Ina Lange: Smaafolk. II. En Martyr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Han længtes næsten efter den Dag, ban skulde have alle
de nye Klæder paa, skønt han vidste, at han saa skulde forlade
Hjemmet.
Mølleren paa den anden Side af Øen ved Svartviken, havde
lovet at tage ham i Lære for Kosten. Det var ikke saa ilde for
en otteaars Dreng at kunne tjæne sin Kost selv. Weli var
ganske stolt.
Det var den sidste Aften i Hjemmet.
Han havde allerede faaet mange Formaninger om ikke
mere at gaa og drømme, eller være tankeløs eller lad, men være
rigtig flink i alle Retninger.
Den lille Fyr forsøgte at høre efter, men Ordene susede
forbi hans Øren uden Mening. Han tænkte paa noget andet.
Han forstod endnu ikke, hvad Afskeden havde at betyde. Da
Moderen holdt op at tale, bad hun ham gøre Pakken i Orden
.......de nye Klæder hængte oppe paa Loftet.
Barnet gik hen til Lemmen, klavrede op ad Stigen og
krøb ind. Moderen saa’ efter ham.
Han puslede længe omkring deroppe. Bagved en Bunk«
ubrugeligt Skrammel havde han faaet Øje paa- noget, som vakte
hans Opmærksomhed.
Han gav sig til at rode op i Bunken og fandt tilsidst
under nogle Brædder og itubrukne Møbler en Violin, Faderens
gamle lystpolerede Bierfidlerviolm, den han saa ofte havde hørt
Moderen omtale.
Hans Hjærte bankede, hans Øjne straalede.
Han tørrede den af med Ærmet og blæste det tykke Lag
Støv bort, som havde lagt sig paa den mellem Skruerne, og
opdagede, at alle Strængene var i Behold, Han prøvede Skruerne,
spændte Strængene, klimprede paa dem og stemte dem.
Men hvor var Buen? Han søgte — og med en Hunds
Sporeævne fandt han den endelig lidt dybere nede i Bunken paa
Gulvet under en Hob gamle Tapeter.
Der stod en Kiste, hen over hvilken der faldt en smal
Stribe af Efteraarssolens matte gule Lys, fordunklet af
Loftslugens lille støvede Rude. Dér satte Weli sig med Violinen under
Hagen.
Først prøvede han at spille paa den ganske sagte og
forsigtig, men glemte sig saa lidt efter lidt selv og satte i med større
Styrke og Fart.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
