Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Fru Ina Lange: Smaafolk. II. En Martyr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kajsa holdt op at græde. Nu vidste hun det. Det værste
var sket. Hun beredte sig paa at se ham dø.
Den unge Student kom med sin Medicinflaske og gav
Patienten Morfin. Han skulde have givet det blødende Moderhjærte
Morfin. Men — det behøvedes ikke. De kunde bære al Ting —
disse »simple Folk«. De er af »andet Stof« end vi andre.
Dagen efter var hun oppe paa Herregaarden for at hjælpe
til ved Storvasken. Man maatte jo leve. Og leve — ja, det
gjorde de. Men hvilket Liv! —
Weli døde ikke. I det mindste ikke rigtig. Han sled
Tiden hen mellem Liv og Død i sin Sæng, til Sommervinden
trængte ind gennem den aabne Stuedør og førte nogle livgivende
Pust med til hans Sæng.
Ved Midsommertid kom han op og fik saa langsomt
Kræfterne igen. »Den nye Trøje« var lappet sammen igen, Ærmet
syet fast baade oppe og nede. Det hængte der saa slapt og tomt,
dette Ærme.
Hans Historie er kort eller lang, alt efter som man tager
det. Hvem gider vel følge Proletarernes Livs Historie, som
fore-gaar i Dunkelhed, blandt Smuds og Elendighed.
Weli hørte ikke til de ulykkeligste. Han forfaldt aldrig.
Han var blot, hvad man kalder »Løsgænger«.
Man saa’ ham paa Gaderne i Helsingfors, undertiden i
Brunnsparken, undertiden i Thølø. Han havde paa Skulderen en
Kasse med Cigarer.
Naar »den russiske Musik« spiller paa et eller andet af
disse Steder, staar han hensunken i Drømme og lytter.
Øje-laagene er halvt lukkede, og Blikket irrer om uden Maal. Hans
fine Næse ser næsten gennemsigtig ud, hans graablege Kinder er
indfaldne. Men Munden smiler lyksalig, naar det er en eller
anden Nationalmelodi, som toner fra disse Metalhorn, der virker
saa ubehageligt paa nervøse Konstitutioner.
Men Weli har aldrig haft »Nerver«. Han har noget andet
— noget, som ofte tvinger de salte Taarer frem i hans Øjne —
Taarer, han ikke selv forstaar.
Alt er, som det skal være. Han har ingenting lært.
Men han fortjæner saa meget ved sin Handel, at han kan
spise sig mæt mindst én Gang om Ugen. Og han kan skaffe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
