Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - E. Skram: K’ivigtok
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fag Vinduer (Tegnet paa Velstand); Stedet kaldtes Niak’ornak,
Der boede kun én Familie paa hvert Sted; ved Sarpiusæt havde
Manden giftet sig med en Enke, der havde en Søn, og ved
Niak’ornak bestod Familien af Mand og Kone, tre Sønner, der alle var
dygtige Fangere, oplærte som de var af Faderen Ernek, og en
Datter, den smukke Arnangoak. Jagtdistrikterne grænsede op til
hinanden, og da der var Venskab mellem Familierne, fulgtes man
gærne ad til de fjæme Fiskepladser, naar Isen var brudt op om
Sommeren. Manden fra Sarpiusæt, ved Navn Angutikuluk, styrede
da Konebaaden, som hans Kone hjalp til med at ro, og Sønnen
Penétsok (den grimme) fulgte med i Kajak. Penétsok var en
daarlig Fanger, men han var tjænstvillig, spillede Violin og kunde
en Mængde Sagn og Æventyr, saa han var vel set, hvor han
kom hen. Paa disse Fiskerejser udviklede der sig efterhaanden
et ømt Forhold mellem Penétsok og Arnangoak, det var vel
endnu ikke erklæret, men en skønne Dag, midt i Vinterens Hjærte,
modtog Penétsok ved en Rejsendes Hjælp et Par af de skønnest
broderede Kamikker (Støvler af Sælhundeskind) fra Arnangoak, og
saa vidste han Besked. Han var stolt som en Europæer, nu
kunde han bejle, naar det skulde være. Da der imidlertid var
Smalhans hjemme, maatte han vente, til Familien var kommen
nogenlunde i Orden. Saa kunde han endelig en Dag spænde
sine tre forsultne Hunde for Slæden for at fare af Sted til
Niak’ornak paa en Tid, da han vidste, at gamle Ernek var borte
paa Fangst med sine Sønner, han vilde først tale med
Arnangoak. Mødet gik for sig i stille Fryd paa et Sted oppe under
en Fjældkant, hvor Sneen var smeltet i Solen, men Moderen,
havde set dem. Hun tav dog foreløbig, Ernek maatte afgøre
den Sag.
Da saa Storfangeren henimod Aften — Penétsok var
forlængst borte — kom med sine tolv Hunde for Slæden, fulgt af
Sønnerne, der ogsaa var vel kørende, maatte først Aftensmaden
fortæres og Dagens Jagtbegivenheder fortælles, saa søgte man
Briksene for at sove, og Mand og Kone blev ene i deres Rum.
Her var Velstand og Plads nok i Huset. Da fik Ernek at vide,
hvad hans Datter havde foretaget sig under hans Fraværelse.
Han sagde ikke synderligt dertil, men næste Morgen tog han ikke
med paa Fiskeri. Han blev henved tre Timer i Hjemmet, efter
at Sønnerne lidt før Daggry var taget bort, saa gik han ud og
spændte sine Hunde for Slæden. »Hvor skal du hen?« spurgte
50*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
