Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Frk Clara Bergsøe: Teaterindtryk fra sidste Parisersæson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
son og Ibsen — for de faa og udvalgte, der begejstres af Moralens
Stejlhed, øser Mod af Maalets Fjærnhed. Han gaar den stik modsatte
Vej. Man kunde sige, at han med sund fransk Sans tager smaa
Skridt for mere sikkert at naa fra neden af op, men der rejser
sig dog en stærk Tvivl, om han kender Højderne, om han
overhovedet vil mere end det, han lige peger paa.
Skildringen af Denise tyder ikke derpaa. Som Thouvenins
Moral er hun borgerlig anlagt, netop til Pas for det store Publikum.
Naar Thouvenin kalder hende for en interessant Pige, maa vi
protestere, ti det, at hun er Moder, er ikke tilstrækkeligt. Som
hun har været eftergivende imod Fernand, saaledes har hun været det
lige overfor alle Vedtægters Krav. Ikke som Madame Bernhardt i
»Les Fourchambaults« har hun turdet vedkende sig sit Barn.
Udsat hos en Amme paa Landet, der ikke maa have været valgt
med synderlig Omhu eller Energi, dør det Plejebørnenes ynkelige
Død. Hun bøjer sig derunder som noget givet, som Fornuften allerede
har anvist sin Plads. Hun finder Trøst i den skønne Begravelse, over
sin Overenskomst med en Gartner, der ikke glemmer Graven med
Blomster. Havde Fremstillerinden sagt disse Repliker med en
bitter Ironis glødende Indignation over, at det var alt hvad et
hyklerisk og haardt Samfund lævnede hende af Moderlykke, havde
det højnet Skikkelsen, men næppe været i Stykkets Aand, næppe
passet til, at hun intet Oprør viser imod den Nedværdigelse at ægte en
Mand, der korporlig er bleven tvunget dertil. Kun paa Marthas
Opfordring kaster hun sig i Klosterets Arme, paa Grevens Opfordring
i hans, for saa endelig igen paa Marthas Bud at haste til
Klaveret, for ovenpaa alle disse Sjælerørelser at dupere en Verden,
hvis Dom, naar alt kom til alt, kunde være temmelig ligegyldig.
Man maa indrømme, at denne Denise ikke finder paa meget.
Iblandt de Scener, der staar i anden Linje, er den, hvor Greven
lover Fernand Marthas Haand, det vil sige hendes Penge, imod
at han paa sin Ære sværger, at hans Forhold til Denise har været
et uskyldigt, særlig fremspringende og højtidelig anlagt. Idet
Fernand svor, gik der som et oprørt Brus igennem Salen, der
siden fik sit fulde Udtryk i Denises Udraab: Ah l’infåme. Men
lidt efter erklærer Thouvenin, det vil sige Forfatteren, at Femand
har handlet rigtigt, og at hvis han, Fernand, havde spurgt
Greven, om han havde været hans Moders Elsker, da havde
han vist handlet ligeledes.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
