Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Alvilde Prydz: Guldfuglen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Men Tanten kunde ikke fatte, hvorledes den fine,
skrøbelige Gabrielle kunde finde Fornøjelse i saadant. Tanten talte
med stor Foragt om den »raa Styrke«, men Gabrielle fandt
den en kostelig Ting, alle hendes Helte var stærke, og med
Styrken fulgte alle mulige Dyder.
Det gik heller ikke synderlig frem med Gabrielles Læsning.
Hvad der interesserede hende mest var Æventyr, men hun gad
ikke læse selv. Saa maatte Bjørnen læse højt for hende.
Undertiden sad de i Skoleværelset med Lekserne opslaaet foran sig, om
nogen skulde komme, og hun havde imedens tusend Løjer med
ham; hun trak ham i det lange, pjuskede Haar eller gav ham
Enkemandsstødet under Albuen, men han lod sig ikke forstyrre;
han læste alt hvad hun forlangte saa trolig og saa gæme.
Var det Sommer, laa de gæme paa Græsplænen i Haven,
hun dovent strækkende sig, af og til sparkende ham med en
liden, fin Fod; han smilende og læsende i sit Ansigts Sved; ti
hun kendte ingen Barmhjærtighed. Var det end sommerhedt, hun
maatte have sine egne Æventyr, som hun kaldte dem, men først
og sidst det om Kongen over de store Riger, der gik fra det
alt sammen ud i Skogen efter Guldfuglen, til han blev en
gammel, hvidhaaret Mand.
Som hun laa der fornøjet og lyttede, kunde hun med ét
springe op og være borte, men Bjørnen var ikke sen efter, han
vidste, hvor det bar af Sted, ind i Skogen, der laa tæt op til.
Saa gik Legen lystig der inde, men det kom an paa Lunet, hvor
længe det varede, før han fandt hende igen, hed, forpustet med
de viltre, skinnende Falkeøjne.
En Dag kom der Bud fra Byen efter Gabrielle. Hun var
bleven for stor til at gaa der oppe paa Landet længer; hun skulde
hjem og poleres.
Men Bjørnen tog sig saa underlig ud, da hun sagde
Farvel til ham, at hun kunde ikke andet end le. Han skulde selv
rejse ind til Kristiania snart-, men at hun skulde rejse nu straks
og til en By, hvor han ikke fik se hende, det havde han ikke
kunnet tænke sig.
Hun snakkede løst og fast.
»Husk paa Guldfuglen!« bad hun. »Du lovte, du skulde
finde den til mig!«
Han svarede ikke; han stod raadvild. Saa tog han begge
hendes Hænder i sin ene.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
