- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 2 (1885) /
821

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Alvilde Prydz: Guldfuglen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Der lød Fodtrin. Det vakte hende; hun rejste sig dovent
«n Smule og tittede ud over Vejen.

Det var en ung, høj, sværtbygget Mand, der i Langsomhed
trak sig forbi.

Saa meget desto bedre Tid fik hun til at betragte ham
gennem det fine, vuggende Græs.

Han holdt sig ikke rank; — hun rystede misbilligende paa
Hovedet — det var straks en stor Fejl; desuden laa der over
den hele kraftige Person noget abandonné, der passede overmaade
ilde til det ungdommelig kraftfulde, det landlig oprindelige, der
saa’ ud til at høre ham til.

Hun saa’ paa ham med en Skælm i Øjet. Han havde
sik-kerlig haft en af de erfarne, halvvisne Bykavalerer til Ven og
Mønster,, en af dem, der ynder at skjule sine Ruiner under en
malerisk Slængkappe, men her strakte ikke Kappen til; han var
for stor og stærk.

Hun fortsatte sine Undersøgelser. Han havde fremdeles en
gylden Pince-nez. Den passede ikke oppe i det stærke, smukke
Bondeansigt, og Øjnene saa’ ikke det mindste nærsynte, ikke det
mindste anstrængt tænkende ud, — Briller havde ogsaa sine
Fordringer for at kunne tage sig ud! Hvad vilde han med dem
foran Øjne saa uforstyrrelig blaa, med saadant dejlig døsigt
Udtryk af Styrke?

Der spillede et Smil om hendes friske Mund. »Jeg tør
vædde en Øre paa, det er en af vore landlige Løver!« hviskede
hun ved sig selv; »han saa’ saa uimodstaaelig halvkonditioneret
ud!« »Men se!« brød hun ud halvhøjt, »skal han ikke til
Præste-gaarden!« — han bøjede virkelig op gennem Alleen — og som
en Pil skød hun gennem Engen — det fik være det samme med
Prsestens Grses — over Bækken i et langt Hop, brød sig ikke
•om Smerten, da Rognebusken hang fast i hende og rev af en
Del lange, gylden-brune Silkehaar, der glinsende hang igen i
Solen, medens til Gengæld en liden blomsterfyldt Gren havde
-viklet sig i den bustede, flagrende Haarfylde. Hun fo’r op
igennem det lange Jorde, over Havegærdet, op gennem Haven
og ind i Havestuen, næsten halv død af Farten i det brændende
Solskin.

Præstefruen og Kusinen fra Kristiania, der var
Plejedatter i Huset, sad bøjede over deres Arbejder og saa
forskrækkede op.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:37:03 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1885/0831.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free