Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Alvilde Prydz: Guldfuglen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hendes Øjne gled ud over, forbi Sybordet, Slyngrosen, der
stak ind af Vinduet, forbi Hængebirkene, Kærnet, Fjældene, borti
Skaret med Horisontens Baand mellem den farvefyldte Himmel
og de dunkle Fjældvidder — hvilede der, stille, lykkelige, uden at
lægge Mærke til nogen Verdens Ting.
Dejligt havde det været; langt op gennem Birkehagen
havde de vandret, Haand i Haand som før, da de var Børn.
Og længer endnu, op i Almindingen — — et langt Stykke.
Der havde det vel været vidunderligt, men vanskeligt at gaa,
aldeles ulændt, men morsomt. Et Sted havde han alligevel været
nødt til at bære hende. Og hun havde stirret op gennem de
tætte, næsten usynlig frem og tilbage glidende Kroner. Hvor der
var lifligt i den dybe, lydløse Skog! — hvor der susede sagte,
skønt ingen Vind fandtes, hvor Fuglene hoppede om med en
liden lav, sød Kvidder — hvor Solstraaler listede sig som Smil
gennem mørke, vuggende Hvælv!
Hele hendes sorgløst lykkelige Barndom fo’r hende
gennem Tankerne .... den Gang Bjørnen stillede alle hendes Krav;
saa lykkelig havde hun aldrig været siden — før nu.
Men saa langt som nu havde de aldrig nogen Gang
været, ikke en Gang naar de ledte efter Guldfuglen. Hvad
det var for et dejligt Æventyr om den mægtige Konge, der
glemte sine store Riger over den lille Guldfugl, der var mere
værd end det alt sammen! Hun havde aldrig før forstaaet
det— før nu. —
»Og han ledte, blev en gammel, hvidhaaret Mand, og han
fandt ikke . . .«
»Nej, saadan var det ikke« — det blev saa trangt inde;
hun bøjede sig langt ud af Vinduet.
Guldfuglen var hendes; for hvem var det, der den
blændende Soldag, mens alle Fugle tav, sang de søde Sange? Hvem
andre end Guldfuglen, der var funden!
Hun strakte Armene uvilkaarlig ud — i Roserne.
»Tak!« hviskede hun blødt, »fordi du fandt den til mig,
som du lovte!«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
