- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 2 (1885) /
832

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Alvilde Prydz: Guldfuglen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

at overveje, om det ikke var lige saa fornuftigt, det blev forbi
mellem dem.

En dejlig Tid havde det været, og han havde ogsaa nydt
den, — men han var bleven træt.

Det var kommen efter med ham i forstærket Mon, fordi
han i Grunden den hele Tid havde været for tung og ikke
kunnet fylde de Krav, hun stillede. Efter at den første Berusning
var forbi, og den var forbi, var han begyndt at føle sig
fremmed i dette Forhold, hvor han blev uvant bunden af fine
Hensyn og milde Afvisninger. Men der var ogsaa Tider, hvor han
havde fundet Baandene søde og Tvangen god, hvorHjærtet havde
higet efter at føle sig hjemme hos hende og Ævnerne rejst sig
med Vilje til at naa hende.

Men saa naar hun var væk, sluktes Ilden i hans Sjæl.

Han havde ikke kunnet bekvemme sig til at læse og var
kommen paa det rene med sig selv om, at han kunde ikke
holde-det ud i Længden; der maatte simplere og overflødigere Kost til.

Han havde i det sidste trøstet sig ved saa mange Slags
og blandt andet ogsaa kommen til at tænke- lidt paa
Danske-maren, eneste Arving til begge Bøgaardene. Det var rigtignok
noget andet! — mon ikke meget fornuftigere for hamV Og saa
meget mageligere. . . . Han havde en behagelig Forvisning om,
at han i sine mest ugenerte Hverdagsøjeblikke stod svimmelstor
for Danskemaren. . . .

Men nu var hun kommen igen hans Sangfugl, hans
fortvivlede Sangfugl, som han i Stilhed var begyndt at kalde hende,
og havde med sin bløde Stemme sunget hans Planer paa Dør,
lokket ham ind igen i det søde Hungerens Land, hvor man
maatte kæmpe for Lønnen, og Kransen hang saa højt.

Og Arbejdet op til hende laa som et lysende, fristende
Dagsvirke. Det var ogsaa mærkeligt, hvor hun havde kunnet
holde Stemning, og hvor hun kunde synge ham ind i den igen —
men saa havde hun heller ikke levet for andet; han havde jo
trøstet sig med saa mangt.

Det var en af de sidste Sommerdage. De sad sammen
oppe i Birkehagen, som de plejede om Eftermiddagen.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:37:03 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1885/0842.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free