Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Alvilde Prydz: Guldfuglen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Agathe gik omkring tavs og bedrøvet. Hun vidste ikke,
livorledes hun skulde trøste, vidste ikke, om hun turde tale.
Gabrielle saa’ fattet ud, næsten munter, men Agathe lod
sig ikke skuffe.
»Er du vred paa mig?« spurgte hun tilsidst en Dag.
»Nej!« svarede hun og faldt hende om Halsen. »Tilgiv
mig, du! Men du maa ikke sige noget saadant mere!« bad hun
blidt, »for jeg kan ikke tro noget ondt om Nils!«
Agathe betragtede hende i aaben Forbavselse: her var
ingen Vej forbi!
»Du Rigdomsdyb af Daarskab!« brød hun ud; »Gud fri
mig fra at blive forelsket!« Hun drejede sig rundt paa Hælen
og gik, men stak straks efter Hovedet ind ad Døren. »Jeg skal
aldrig sige noget mere, aldrig mere!« sagde hun mildt.
Og alt gik som før. Gabrielle tog sine daglige Udflugter.
Overalt, hvor de havde været sammen, vilde hun gaa; alt skulde
leves om igen.
Agathe vilde undertiden følge, men hun afslog det venlig.
Agathe hørte ikke med, kunde hun ikke bruge.
En Dag var det Agathes Fødselsdag. Der kom Veninder
•og bekendte og en Del sommerfremmede fra Nabobygderne.
Det var munter Ungdom alt sammen, og man dansede
uafbrudt i den store, birkeløvpyntede Havestue.
Gabrielle maatte ogsaa danse, men snart kunde hun ikke
mere. Hun maatte vist have vredet sin ene Fod. Hun sad og
fulgte mekanisk de dansendes glade Hen. En forfærdende Følelse
■af Ensomhed betog hende.
Var der ingen, ingen her? Træt lukkede hun Øjnene.
Da saa’ hun en gammel, hvidhaaret Mand, — det var den
mægtige Konge, der var gaaet fra alle Ting efter Guldfuglen, som
var mere værd end det alt sammen. Og han ledte, og Sommeren
gik, og han ledte ; men Høsten kom — og Vinteren, listende med
Sne over Haaret, og Døden, men han kunde ikke dø — han
ledte ...
Gabrielle skælvede; der aandede nogen isende koldt over
hende, men da hun aabnede Øjnene, var det jo den lyse,
pyntode Havestue, og rundt omkring hende dansede man Galoppade.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
