Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Alvilde Prydz: Guldfuglen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Dame fra Hovedstaden spillede den nye,
storm-moderne-»Vidundergalop«.
Det var ogsaa vidunderligt, hvor den gav Vinger, hvor
man kunde sejle af Sted som i bare blaa Luft, som paa bare
Glæde.
Man kom i Fart og maatte have den om igen, og man
dansede væk som om man der oppe i den lyse, lette Luft, under
alt det duftende Løv havde andre Forudsætninger til at kunne
lade det staa til end andre dødelige.
Men mellem al den lyse Leg, den endeløs stormende Faren
af Sted var der ingen anden end Gabrielle, der hørte den tunge
Vuggen af en grublende Molltone, der af og til steg op som et
Suk i den yre Tonevrimmel, snart igen lød under, langt borte —
men tungt.
Det var en besynderlig Galoppade; de, der dansede, ■ maatte
vist ikke lægge Mærke til det.
Gabrielle rejste sig, gik ud paa Havetrappen, ud i Haven;
det var fremdeles den nye Galoppade. Hen paa Græsvolden, men
ogsaa der lød den ud.
Hun kunde ikke komme fra den: den yre Fart, den
melodisk ilende Glæde for alle de glade, unge — — den tunge
Vuggen, den beklemmende Undersang som noget uendelig
modløst, der altid lige vil briste i Graad, — det var for hende.
Stuepigen kom med et Brev. Det var fra hendes Mo’r.
Legationssekretæren var kommen, og nu vilde hun da vel
ikke lade ham og sin Mo’r vente længer.
Det var det eneste Ønske, hendes Mo’r havde stillet til
hende — vilde hun ikke gøre hende lykkelig? rolig for sit kæreste
Barns Lykke?
Gabrielle smilede mat. Gøre nogen lykkelig! . . . sin
Mo’r . . . Naar hun kunde gøre nogen lykkelig, skulde hun
ikke da? . . .
Den sidste Dag gik hun op til Birkehagen, hen til Skrænten.
Hun bøjede sig som før en Gang langt ud over den og
holdt med sin Haand om den hvide, glatte Stamme.
Om hun nu faldt ud, var der ingen Nils til at holde hende,
ikke en Gang en Busk til at hænge igen i . . . hvor stygt . . ..
mod Mo’r! Hun rejste sig hurtig og gik længer ind.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
