Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Cand. phil. Niels Møller: Tennysons sidste Bog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rigtighed, der suser et Pust af Livets Alvor gennem Digtet. Men
Skyen gaar snart fra Solen, straalende ligger Landet igen, og
dermed svinder ogsaa Skyggen fra Sjælen. Tvivlen sættes paa
Døren, og Digteren nyder atter sin Lotos i duftige Drømme.
Saaledes er Tennysons Digtning. Den huser ikke store
Tanker, den gemmer ingen oprørsk Trods mod Allemænds
Vedtægter; det ligger langt fra ham at vende sig som Swinbume
med bred og truende Pande mod den herskende Tro, at besynge
med længselsfugtigt Blik i stolt Tilbedelse Persefone,
Dødsdronningen, eller i vild Vaande Dolores, Datter af Døden og Priapus.
Han giver kun en skøn Form til fareløse Forestillinger, han
synger for Piger og Drenge. Derfor hører han vel til de største
Virtuoser, men der er ingen Plads for ham blandt de største
Digtere. De udsaar profetisk Tankekorn til Sæd for kommende
Slægter, de bryder Veje, hvor der ingen var. Han klipper og
pynter paa Parkens gamle Træer og river Gangenes Grus for de
sirlige Damers og pyntelige Smaapigers spæde Fødder. De giver
Sangens nærende Brød, han er en Dessertdigter. —
Hans Begrænsning har været hans Styrke. Han er ikke
gaaet Folks Forstaaelse forud. Hans Vers har været et tonende
Talerør, hvorigennem de Tanker, de Længsler, de Fordomme, der
til den givne Tid sysselsatte engelske Sind, har fundet et skønt
Udtryk. Han fremtræder, just som man var bleven træt af det
byronske Uvejr, der larmede i Aarhundredets Gry og i lang Tid
altbetagende beherskede Publikum; ovenpaa al denne Vildhed og
Dristighed kom Tennysons blide Melodier lindrende og forsonende.
Han sang Wellingtons Drapa, som Englænderne gad høre det
sunget, han opfordrede til Dannelsen af Riffelringe, da man i
England troede, at Louis Napoléon nærede Angrebsplaner mod
Riget. Det er denne stadige Samfølelse med Publikum, der har
hævet ham saa højt i dets Øjne, det er den, der foraarsager, at
han foretrækkes for Swinburne, der som Digter staar højt over
ham i lyrisk Kraft, i Lidenskab, i store Tanker og
Fremskridts-Frisyn, og er hans jævnbyrdige i Versekunst og formende Ævne.
Men med Tiden vil Tennyson tabe. Naar de Tanker, hvis
Tolk han er, svinder, vil ogsaa hans Berømmelse sluknes. Det
vil gaa ham som hin berømte Sante Gertrud. Enkelte Ting
trodser vel Tiderne, men det bliver da nærmest de sjældne Sange,
der mindst var Folk til Pas, fordi han i dem gav sin egen
Lidenskab frit Løb, uden at skele efter Hvermands Mening, — Digte
som Maud og Locksley Hall. De er støbte af ægte Stof, de er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
