Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Cand. phil. Niels Møller: Tennysons sidste Bog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
skrevne af en stor Digter. Skade, at den »angry fancy«, som har
formet dem, ikke har faaet Lov at gyde Liv i flere! —
I Fjor ved Julen udgav Tennyson sit tredje dramatiske
Arbejde — tidligere »Harold« og »Queen Mary« —, hvori behandles
Tomas Becket, den berømte Bisp af Canterburys Historie, fra han
hæves paa Ærkesædet, til han myrdes i sin egen Domkirke af
Kong Henry den andens Mænd. Dette Stykke er »ikke egnet til
at fyldestgøre det moderne Teaters Krav«, hedder det med megen
Ret i Dedikationen. Det er ganske betegnende, at denne
Bemærkning saa ofte forudskikkes de engelske Skuespil fra nyere
Tid, det er beklageligt, at den kunde sættes i de fleste. Det
engelske Drama udfolder i det hele ikke mange Blomster, og de,
der kommer, har intet med Scenen et gøre. Dette stammer
maa-ske fra, at Teatret ikke staar saa højt, at betydeligere Forfattere
vil vie det deres Kræfter. Men det hidrører vistnok lige saa
meget fra de almindelige literære Forhold i England. Der er her
to Omstændigheder, der hindrer Udviklingen af et moderne Drama.
Dels Eftervirkningen af den Shakespearske Tid. Dramaet skød
den Gang op i saa høje og vældige Træer, at de Spirer, der
siden er brudt frem i deres Skygge, mer eller mindre har maattet
skikke sig efter det gamle Mønster. Vistnok fortrængte i
Restav-rationstiden de franske Former delvist de gammel-engelske, men
da denne fremmede Indflydelse i forrige Aarhundrede fortog sig
og Shakespeare genvandt sit Ry, traadte man atter de gamle
Spor og har trolig fulgt dem siden. Traditionen har hvilet tungt
over Literaturen.
Naar nu denne Omstændighed træffer sammen med den
udbredte Pastiche-Beundring, Begejstringen for Efterligning af
gamle Mønstre, vil det förstaas,, hvorfor det engelske Drama ikke
har kunnet emancipere sig, hvorfor alle større Forfatteres
dramatiske Arbejder bliver gammeldags, uhandlelige i Formen og
historiske af Indhold som Tennysons, Swinburnes og Taylors.
Pastichen har ganske vist sin Skønhed. Den historiske
Sans og Smag, der udkræves, den tilsyneladende Lighed med
gammelt Sprog og Tankesæt og den udarbejdede Forms Forskel
derfra kan ikke andet end vække Behag hos literære
Lækkermunde. Men det er ogsaa kun saadanne, der kan nyde denne
forfinede, kokette Kunst. Ikke mange vil have Følelse for den
prærafaelitiske Sarthed i et Digt som Rossettis »Blessed Damozel«,
ikke faa vil den kunstige Naivetet i Swinburnes »The masque of
Tilskueren. 1885. 58
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
