Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Cand. phil. L. Bruun: For god!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Paa disse Ture havde de flere Gange mødt nogle unge
Løjtnanter, der boede i Byen, og som havde faaet Kik paa dem.
Hun og hendes Kammterat betragtede dem med stor
Respekt, saadanne fine Herrer, som de var, og blandt dem var der
navnlig én, som skænkede hende særlig Opmærksomhed. Hun lo
over hele Ansigtet, naar hun saa’ paa ham, og kunde slet ikke
forstaa sin Kammerat, der skændte paa hende, naar de var gaaet
forbi.
En Dag kom han gaaende ganske alene imod dem, da de
var ude at spasere.
Men i’Steden for at gaa forbi som sædvanlig, standsede
han, hilste og spurgte, om de vilde besørge-et Brev for ham, og
skønt hun da var konfirmeret og lige fyldt 14 Aar, var hun
straks villig, fordi det morede hende at gøre den smukke Mand
en Tjæneste, maaske ogsaa i Haab om en lille Fortjæneste; og
skønt hendes Kammerat stred imod, fulgte de dog med Løjtnanten
til hans Bopæl.
Han var rig, og hans Moder boede i Stockholm. Han
beboede 3 elegante Værelser og holdt Oppasser.
De maatte gaa med ham op, for han skulde først skrive
Brevet.
Veninden vilde ikke, og saa sagde han, at hun kunde gaa
sin Vej.
Da Emma kom op ad Trappen, blev hun aldeles blændet
af alt det fine, Inde i Korridoren en Mahognikommode med 2
store Sølvlysestager, og paa Døren var der malet Blomster og
Listerne var forgyldte. Hun turde næsten ikke røre sig.
Han førte hende ind i et meget fint Værelse med nogle
underlige, lange Stole og højryggede, bredarmede Lænestole af
det bare Fløjl’ og et fint, fint Tæppe paa Gulvet, som hun
syntes, hun sank ned i, saa det næsten tog Vejret fra hende.
Og saa var der et stort Skrivebord af brunt Træ, der glinsede.
Hun stod henne ved Døren, og eft^r at have betragtet
det altsammen, saa’ hun paa ham, der levede i al denne
Herlighed, og selv var saa smuk og saa fin, og hun begyndte at
blive ganske beklemt om Hjærtet.
Han stod først lidt urolig, ligesom i Tvivlraadighed, og
saa’ paa hende, medens han snoede et tyndt, lille Overskæg og
puttede Spidserne af det i Munden.
59*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
