Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Cand. phil. L. Bruun: For god!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
aldrig maatte se ham mere, baade for sin egen og sine Forældres
Skyld — og 2 Nætter igennem laa hun i stille Graad og kæmpede
for at finde sig til Rette.
Der gik kun fem Dage, saa mødte hun ham en Aften, da
hun skulde hjem — og saa opdagede hun, hvor løst hendes
Forsætter sad om hendes Kærlighed.
Hun fulgtes med ham og blev hos ham til langt ud paa
Natten — og da hun gik hjem, havde hun en alt besejrende
Følelse af, at det var unyttigt at kæmpe i mod. Hun tilhørte ham,
hun kunde intet andet;
Saa gik der et Aarstid, og hun begyndte at føle sig ilde
til Pas, blev nervøs og bleg og forstod sig ikke paa sig selv.
Hun blev hange, og en Aften fortalte hun ham om. sit
Ildebefindende og andre Uregelmæssigheder, som hun ikke kunde
forstaa.
Han omfavnede og kyssede hende heftig, og saa fortalte
han hende, at hun skulde være Moder. Hun forstod ham først
ikke rigtig, men da han havde forklaret hende, hvorledes det
skulde gaa til, brast hun ud i en heftig Graad.
Det maatte være noget forfærdeligt, kunde hun forstaa,
noget, som ikke kunde skjules og vilde aabenbare alt for hendes
Forældre.
Han kaldte hende med de kærligste Navne og sagde, at
det var netop, hvad han havde ønsket sig, og hun skulde faa det
saa godt og være hans egen søde, lille — og meget, meget mere.
Hun var underlig til Mode, og jo længere Tiden rykkede
frem, desto ængsteligere blev han. Hun kom sjældnere og sjæld-.
nere hjem, og hun kunde ikke træde ind i de gamle Stuer, hvor
hun havde leget som lille, uden at tænke paa, at hun selv skulde
blive til to, og et andet lille Væsen maaske vilde komme til at
løbe om paa de samme Steder; men saa paakom der hende en
unævnelig Angest for Faderen.
Endnu havde hun intet sagt. Hun lod Tiden rykke frem
ganske langsomt, indtil den Dag kom, da hun ikke længere kunde
skjule og den kom pludselig.
Det var en Søndag Formiddag: Hun havde været i Kirke med
sine Forældre og følte sig saa glad og fredelig i Sindet. Hun
sad henne ved det ene Vindu og syede, og ved det andet Vindu
lige overfor sad hendes Fader med en gul Hanhund, som skulde
lære at apportere, mellem Knæene. Hunden var stridig og vilde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
