Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Cand. phil. L. Bruun: For god!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
slet intet gøre. Først skændte han og gav den nogle Slag paa
Siden af Hovedet; men det hjalp intet. »Tag mig Hundepisken!«
sagde han til hende. Den hang paa Væggen bag ved hende.
Hun maatte række sig op for at naa den.
»Naa, skynd dig nu lidt!« sagde han gnaven — han havde
Besvær med at holde Hunden.
Og idet hun stod og rakte sig efter Pisken, saa’ han op
paa hende — og saa var der noget ved hendes Skikkelse, som
faldt ham i Øjnene; han saa’, at. hun var bleven svær.
Han kæmpede en kort og pinlig Kamp med en Anelse,
som han ikke kunde magte.
Da hun, rød i Ansigtet af Anstrængelsen, vendte sig for at
række ham Pisken, havde han rejst sig, og Armene, der lige
havde sluppet Hunden, hang slapt ned.
Han stod for hende, kridhvid i Ansigtet, med et mærkeligt,
graat Blik og hans Læber rystede svagt.
Da hun saa’ ham, tvivlede hun intet Øjeblik om, hvad det
gjaldt. Hun læste Spørgsmaalet, der dirrede i hele hans Legeme,
og, rødmende endnu dybere, bøjede hun Hovedet som til Svar.
Hun saa’ ham et Øjeblik bevæge Læberne krampagtig, som
om han anstrængte sig for at sige noget, der ikke vilde frem fra
Brystet, — saa rev han hende Pisken ud af Haanden; hun følte
sig greben med Voldsomhed ved Haaret, tvungen ned mod Gulvet,
og Slag i Slag faldt Pisken mod hendes Ryg og malede lange
Støvstriber ned ad Kjolen. Hun udstødte et langt, smerteligt Hvin
— og Hunden, der først havde 3ét sit Snit til at retirere
hen-imod Døren, nærmede sig atter krybende — og idet den krøb
om bag hende, saa’ den bønlig paa sin Herre og hylede sagte
med som Koret i en gammel Tragedie.
Da Moderen kom hjem fra et Besøg hos en Bekendt, fandt
hun hende liggende paa Gulvet, besvimet, med Ansigtet nedad.
Da hun kom til sig selv igen, nærede hun ingen Uvijje
mod Faderen. Hun havde en Følelse af, at der fra hans Side
var sket Retfærdighed og dog — hvad havde hun gjort, at hun
skulde behandles saaledes?
Men med Ångesten for Faderen voksede ogsaa Kærligheden
til ham, og helst af alt vilde hun — hvor umuligt det end var —
have faldet ham om Halsen og kysset ham.
Moderen tog hende mildt i Forhør, og det varede længe,
inden hun vilde sige, hvem der var Forføreren. Og da Faderen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
