Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Cand. phil. L. Bruun: For god!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
betale 30 Kr. om Maaneden og fra det femte til det tyvende 00
Kr. om Maaneden, og i øvrigt frasagde sig al Ret over Barnet
Han betænkte sig ikke et Øjeblik paa at skrive under.
Det var selvfølgelig ikke Faderens Agt at beholde disse
Penge. De skulde sættes ud for Barnet hver Skilling og med
Renters Rente tilfalde ham, naar han blev myndig.
Barnet skulde blive hos ham, Bestefaderen, og lian vilde
opdrage det.
Heller ikke troede Løjtnanten, at hendes Fader vilde gøre
en Forretning ud af Barnet; men naar han omtalte denne Historie
for sine Venner, lod han altid, som om han troede det.
Hun fik atter en Tjæneste ude i Byen, og Barnet blev hos
hendes Forældre. Men hun var langt fra lykkelig.
Om Natten kunde Tankerne falde over hende saa hun ikke
kunde falde i Søvn. Hun laa og vendte sig paa sit Leje og følte
sig saa ensom og forladt Det var hende en Vederkvægelse at
komme til at græde; men det vilde ikke altid lykkes hende.
Det var stadig de samme Tanker fra hendes Sygdom, 9om bun
tærede paa.
Hun havde ikke den samme Følelse for ham som tidligere,
og dog kunde hun ikke holde sig fra ham, for selv naar hun i
sit Hjærte var vred paa ham, nød hun dog hans Kærtegn og
kunde ikke undvære dem. Hun følte, at nu hørte hun selv til
dem, der forlyste sig i Steden for at elske; nu var hun af samme
Slags som han; men hun følte tillige, at det var det værste for
hende og en ubodelig Skam, at hun kunde sige sig selv dette og
dog tilhøre ham. Men saa trøstede hun sig med, at det jo
altsammen kom til at hvile paa ham, hun havde ingen Skyld.
Hun havde været saa ung, saa uskyldig, saa barneren; saa kom
han, og hvad var hun nu?
Og naar han undertiden skændte paa hende, naar han
bebrejdede hende, at hun havde forandret sig, at hun ikke var den,
han havde lært at kende, at hun var heftig og saa hidsig — han
mente egentlig sanselig, og hun forstod godt, at det var dette,
han mente — saa kunde hun undertiden med en kort, skarp
Latter, der skar ham i Hjærtet, svare, at det vidste hun godt,
men hun brød sig ikke om det; han havde jo Skylden; for
Resten beklagede hun sig ikke; var hun ikke ung? og havde han
saa tidlig ødelagt hende, saa vilde hun ogsaa more sig saa længe
hun kunde. Hun vilde ikke tage de Sorger og Pligter op, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
