Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Cand. phil. L. Bruun: For god!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
han havde givet hende med Barnet. Og saa kunde hun give
sig til at danse omkring i Stuen med ham, le ad ham, drille ham
og tilsidst blive saa kælen — næsten altfor kælen.
Men det kunde ogsaa hænde, at hun efter et saadant
Ordskifte pludselig kastede sig i Sofaen eller paa Gulvet og græd,
græd ustandselig, næsten hysterisk, samtidig med at hun anklagede
sig selv; men det endte altid med Forsoning, kælen Forsoning —
og det hændte aldrig mere som tidligere, at hun gik bort
i Vrede.
Og saa havde hun faaet saadan en Lyst til at danse.
Hun vilde have ham til at gaa med hende til Dans paa et
offentligt Sted, der laa i Byens Anlæg.
Det vilde han ikke. Han kunde og turde ikke for sin
Uniform. Saa kunde han jo være civil. Nej, alle kendte ham
i Byen. Det kunde paa ingen Maade gaa an.
En Søndagaften tog hun Mod til sig og gik alene derud.
De mange Lys blændede hende. Hun var ellevild; gjorde
stormende Lykke og Stiftede en Mængde Bekendtskaber.
Der var en ung Styrmand, som hun gjorde stærkt Indtryk
paa. Hun syntes ogsaa bedst om ham af alle dem, der var der,
og dansede udelukkende med ham, og da han en Gang efter en
hidsig Galop trak hende med ud, for at de kunde afkøle sig,
trykkede hun sig i overstrømmende Livslyst saa tæt og fast op til
ham, at han slog Armen om hende og gav hende flere sm&a Kys.
Først da han holdt op, viklede hun sig od af hans Am
og saa’ helt rød i Hovedet, baade kærlig og bedrøvet paa ham
og sagde:
»Fy skam Dem! jeg troede ikke, at jeg behøvte at tage
mig i Agt for Dem, De, som ellers er saa god.«
Saa blev han rød i Hovedet, gjorde en Mængde
Undskyldninger, bad hende inderlig om Forladelse og sagde, at han vidste
ikke, hvorledes det var kommet og bandte paa, at han ikke
kunde gøre ved det. Han maatte gøre det.
Og saa saa’ han saa sød og inderlig god ud, at hun selv
ikke kunde lade være, hun maatte kysse ham.
Saa løb hun af Sted alt, hvad hun kunde, og han bag
efter; men da han havde fanget hende, var hun vred og næsten
grædefærdig. Det maatte han aldrig gøre mere, sagde hun, for
ellers vilde hun ikke komme der og aldrig danse med ham mere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
