Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - E. Skram: Efteraarsliteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
taget ikke Beretningen ved —, men hvor er den ikke henrivende
fortalt. Der kommer noget næsten bedaarende i Tonefaldet.
Tobias er bleven tvungen af Lensmanden til at opgive sit
omstrejfende Liv, han har faaet et »Pladsested« anvist, og Aaret
efter sidder han der med Finnepigen Martha Malvina og to Børn
i Reden. Dog nu trues han med Lovens Straf, Martha Malvina
skal hjemsendes til Søfinnen, hendes Fader, inde i Sejebotten,
hvorhen Tobias »havde kravlet sig i ondt og godt Vejr mange
Mile over Fjældet i alle disse Aar, siden han blev kendt med
hende, en Gang han för paa Kobbesfcytteri«. »Men Tobias satte
nu haardt imod haardt; han gik til Klokkeren og forlangte
Lysning, Vielse og Daab, — alt paa én Gang«. »Præsten prækede
om Letsind og Fattigdom, — og Martha Malvina græd. Hun
forstod det ikke videre; men syntes bare, det var saa overvættes
vakkert og saa rart, at hun nu med ét var rigtig gift og ejede
en Gut, som virkelig hed Jouhan, og én, som virkelig hed Andres,
og ikke bare havde Navne, der sad saa løst som paa Hunden
eller Grisen«. Dette virker paa Sindet som et svalende Luftstrøg
en hed Sommerdag paa Kind og Nakke. Men det er Indledningen
til en Skildring af Sult og Nød. Og samme Tone holdes vedlige
hele Fortællingen igennem. Det vilde være urimeligt at føre en
Anke imod denne Form — den norsk-danske Poesi har den
ikke friskere —, men der er den Fare ved den, at den
efter-haanden kan dulme os bort fra selve Æmnet; Naturens virkelige
Barskhed kommer ikke frem, og den forlanger vi dog
undertiden at se.
Det samme er Tilfældet i den ypperlige Fortælling »Jon
Sunde«. Snobben i denne Friluftsmand og Bygdekonge er for
uskyldig holdt, han gør helt anderledes Fortræd i Land og Rige,
end her er fortalt, og hvor er de Svøbeslag, hvormed den
daar-lige Jane-Mathilde bliver tugtet, ikke blødt svungne. De rammer
bravt nok over hendes magre Ryg, men der mangler Skorpioners
Svie i Sme/ten. Jon Sunde har i de fera seks Krisens Aar, da
Tømmerpriserne stadig sank, flere Gange været Undergangen nær,
men bestandig bevaret en ubrødelig Tavshed derom lige overfor
sin i Stuen raadende HalvdeL »Det forbavsede vistnok
Jane-Mathilde, at Sunde havde gaaet saa rolig med alt dette! men det
var jo »Forretninger«, og saadant hørte vel til. Det var ret
baade kærligt og vel betænkt af ham, ikke at have draget hende
ind i dette. Og desuden — hvorledes skulde hun med Ærlighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
